SARAH STRANGE

Min datter har lige lært at gå. Og det gør hende glad. Ja, hun er næsten flyvende. Så flyvende, at hun tror hun nu kan både løbe, hoppe og klatre - og gerne på samme tid. Den overbevisning har hun fået sig 'bare' fordi hun stille og roligt kan sætte det ene ben foran det andet. Hun kan altså ikke alt hvad hun tror. Men det lader faktisk ikke til at hun forstår det. Og hun lader sig på ingen måde slå ud af det. SÅ jeg skal ikke være den første til at fortælle hende det. Jeg lader hende blive i troen. Så hun tumler rundt helt fjollet, grinene og rejser sig bare igen. Kaster sig fremad, griber ud efter sofaryggen, forsøger at hænge sig i armene i den, i et forsøg på at komme op, vælter, kravler måske lige hen til et bordben, for så igen fjoget at rejse sig, og løbende kaste sig mod skabet i det modsatte hjørne, vælter på vejen igen, igen, igen. Hvor tilnærmelsesvis ihærdig er jeg med noget som helst? Og hvor god er jeg (sammenlignet med hende) til at være ligeglad med at fejle? Hun er LÆS MERE

Jeg kæmper ofte med en følelse af, at stå udenfor og kigge ind. En følelse af, ikke at være inde i varmen. Festen er et andet sted. Og jeg er ikke inviteret med. Egentlig er det ikke fordi jeg føler, at jeg ikke selv er det værd. Men jeg har en tilbagevendende frygt for, at mine relationer pludselig kan ændre holdning til mig. Fordi mennesker er utilregnelige, fordi relationer er skrøbelige og fordi mennesker er følsomme. Jeg er følsom. Det resulterer (heldigvis) ikke i, at jeg kører præstationræs, men derimod blot at jeg hurtigt kaster min kærlighed over relationer. Jeg betror mig, åbner op, og er hengiven. Jeg vil så gerne have gode, tætte venner. Jeg vil så gerne være ønsket, holdt af og være én man betror sig til. Mest af alt én man regner med. Okay, jeg løj før. Lidt præstationsræs er der måske alligevel. For jeg ønsker at gøre det så godt. Jeg vil gerne være en god veninde. Være der. Huske ting. Grundlæggende er den bestræbelse jo en god ting. For det driver mig til hele LÆS MERE

Alt er jo relativt! Det skal man huske på. Og man kan vænne sig til mange ting. Hurtigt. Men man kan også glemme mange ting. For eksempel hvad man ikke skal sige - selvom man selv har været der. Eller selvom man er der. For børn er forskellige. Ligesom deres forældre er det. Den her liste kan måske få mig til at virke en smule indebrændt, men det er jeg ikke. Jeg sover bare ikke så meget. Og så er der mange ting man tænker over, når man sådan lige er kommet fra barsel. Ting man har haft tid til at tænke over, som andre måske ikke har haft lige så meget tid til.. For eksempel at der er ting, man gerne må huske ikke at sige til småbørnsforældre. Nogle spørgsmål har jeg dog selv af (bitter) erfaring oplevet på egen krop. Andre ikke. Men jeg hører det gentagne gange - i mødre gruppe, hos venner og familie: Folk med små børn går hurtigt og irriterer sig over, hvad folk dog kan finde på at sige til dem. Og det er jo i bund og grund synd, vi ikke bare kan sige det direkte. Så dét forsøger LÆS MERE