SARAH STRANGE

Jeg har en klar erindring om en af mine barndomsveninders hjem. Et minde om, hvordan der faldt en ro over mig, når jeg kom ind i deres lyse, velduftende hjem. Det er helt sikkert blevet ‘retouched’ i min erindring som årene er gået, men der var uden tvivl noget særligt over det, og det hjem hun voksede op i. Uanset hvornår jeg kom på besøg, synes jeg det emmede af hjem, elegance og ikke mindst afslappethed. En kombination, som fik mig til at føle mig inspireret. Jeg tog tit dertil bare for at sidde og skrive mine opgaver, dér foran pejsen, eller for at vende nogle tanker jeg havde. Fordi dér var alt muligt og trygt. Siden da har jeg altid tænkt: når jeg en dag får mig et hjem, skal det være som dét hjem. Mit hjemmelavede hjem skal gøre, at folk slapper af, føler sig hjemme, og så må de da også gerne synes det er elegant (eller smagfuldt). Og det ønske er ikke blevet mindre af, at vi nu er tre herhjemme. Jeg vil gerne have at min datters veninder en dag har lyst til at søge ‘tilflugt’ LÆS MERE

Jeg har en svaghed for perfektion. Jeg bremses ofte af tanken om, om det er godt nok. Og ikke nok med dét føler jeg ofte, at jeg ikke kan leve op til (mit eget og andres) idealer. Mine idealer er høje, og jeg dømmer hårdt. Idealer om perfektion. Så her starter jeg. Med at sige det som det er: det bliver ikke perfekt. For det er jeg ikke, og det ønsker jeg ikke at skulle leve op til. Så vi kan lige så godt starte uperfekt. Faktisk bremser det mig tit – tanken om, at det jo ikke er godt nok! Ej, dét må jeg blive bedre til, før jeg kan vise det til nogen eller ej, det er der så mange der er gode til. Det er ikke noget særligt. Men nu er livet jo ikke en konkurrence!! Faktisk har min svigermor et motto, som jeg ofte tænker på: “Hellere få malet uden malertape, end slet ikke at få malet.” Og det praktiserer hun. Jeg ville ikke få klaret halvdelen af hendes projekter, fordi dét at sætte malertapen perfekt, ville bremse mig (i mere end én betydning). Jo, jeg har da kigget skævt til hendes LÆS MERE

Da jeg var ude at gå med barnevognen den anden dag, så jeg en masse fine blomster. Jeg lagde mærke til, at mange af dem havde en blålig nuance – og samlede dem op. De matchede så fint. Jeg satte dem endda i en vase med en blå kant. Da jeg senere på dagen igen gik en tur, lagde jeg mærke til en masse hvide blomster, og tænkte ved mig selv: dém må jeg samle når de andre er falmet. Da jeg så i morges gik en tur omkring sommerhuset igen, og de blå manglede udskiftning, tænkte jeg: nu skal det være. Jeg tog sko på, barnevognen foran mig (med baby i), og gik i retning mod blomsterne. Allerede i indkørslen så jeg nogle blomster, og tænkte: jeg samler bare alle dem jeg synes er flotte i dag, og så må jeg sortere bagefter. Og det gjorde jeg. Jeg samlede gule, hvide, lilla, grønne blomster – i mange afskygninger. Undervejs tænkte jeg skiftevis: de her passer nok ikke ind og ej, hvor ser de her fine ud sammen. Men sandheden er jo, at jeg først kan se det samlede billede, når jeg har samlet det LÆS MERE