Når festen fortsætter. Uden mig.

Jeg kæmper ofte med en følelse af, at stå udenfor og kigge ind. En følelse af, ikke at være inde i varmen.

Festen er et andet sted. Og jeg er ikke inviteret med.

Egentlig er det ikke fordi jeg føler, at jeg ikke selv er det værd. Men jeg har en tilbagevendende frygt for, at mine relationer pludselig kan ændre holdning til mig. Fordi mennesker er utilregnelige, fordi relationer er skrøbelige og fordi mennesker er følsomme. Jeg er følsom.

Det resulterer (heldigvis) ikke i, at jeg kører præstationræs, men derimod blot at jeg hurtigt kaster min kærlighed over relationer.

Jeg betror mig, åbner op, og er hengiven. Jeg vil så gerne have gode, tætte venner. Jeg vil så gerne være ønsket, holdt af og være én man betror sig til. Mest af alt én man regner med.

Okay, jeg løj før. Lidt præstationsræs er der måske alligevel. For jeg ønsker at gøre det så godt. Jeg vil gerne være en god veninde. Være der. Huske ting. Grundlæggende er den bestræbelse jo en god ting. For det driver mig til hele tiden at forsøge at være den bedste ven jeg kan. Det er bare ikke (kun) godt, når jeg gør det af frygt for at miste. Af frygt for, om det ellers er godt nok.

Der går længe før jeg helt grundlæggende tror på, at det er en ligeværdig relation. For ofte kaster jeg min kærlighed afsted først. Og finder ven(i)n(d)er som jeg skal ‘jagte’ lidt. For dem der umiddelbart er utilnærmelige, er dem jeg oftest fascineres af.

De er før gået i stykker. Venskaberne. Flere gange. Det føles som mange gange. For mange. Blevet tabt på gulvet fra den ene dag til den anden. Festen fortsatte bag min ryg. Jeg var ikke længere inviteret. Uden at jeg rigtig forstod, hvad der var sket. Følelserne og tankespindet derfra vender tilbage. Godt nok betror vi os gensidigt til hinanden, men hvad siger du bag min ryg? Kan jeg have såret nogen uden at vide det? Skubbet nogen væk? Bliver jeg mon inviteret næste gang?