I dag er det Store Hvededag. Dagen før Store Bededag. Og den falder på et tørt sted. De sidste dage (hvis ikke uger) er jeg løbet en smule… tør. Tør for benzin, tør for overskud og tør for overblik. Mest af alt er jeg nok gået rundt om mig selv uden helt at vide, hvor jeg skulle starte eller slutte. Brønden har simpelthen været løbet tør. Indtil der var alt andet end tørt på mine kinder. Det hele kulminerede i…
MORLIV
DIY: Atelier – på væggen
Oij for en vinterferie. 1, 2, 3, så var den gået. Næsten i al fald. Derhjemme nåede jeg dog et helt særligt lille projekt, som jeg i månedsvis har haft i tankerne; et lille atelier. Det hele startede med, at jeg har ladet mig begejstre (lige vel meget) over, at begge mine børn godt kan lide at tegne. Jeg forestiller mig at mange forældre har det på samme måde, men for mig er der noget ret så beroligende over at se (egne)…
Mit online liv med børn.. uden børn.
Jeg har helt fra starten af min lille internetrejse tænkt virkelig meget over, hvordan jeg fremstillinger mine børn. Eller slet ikke gør. Jeg har nemlig virkelig forsøgt at undgå at portrættere mine børn. Både i fysisk form og i overført betydning – altså ved at vise deres portrætter (ansigter) frem eller i den forstand, at berette om deres historier eller karakteristika. Men jeg tror faktisk aldrig helt, at jeg har redegjort for mine overvejelser herinde. Og dét er da egentlig helt fjollet,…
Godt nytår. Og et godt nyt år?
Godt nytår! Og velkommen tilbage. I et nyt år. Jeg er ret vild med nytår. Særligt fordi det giver mulighed for en frisk start. Og friske start(e?) er så dejlig barmhjertigt. At sige tak og farvel til noget. Og goddag og velkommen til noget nyt. Det er godt. Mindst én gang om året. Alligevel har jeg fundet det svært at sammenfatte 2020 i ét enkelt kort indlæg. Og selvom jeg har forsøgt at holde mit udpluk af “farvel” og “goddag”…
En lille børneæske til juleferien
Om ikke så forfærdelig længe drager vi mod midt- og vestsjælland, hvor begge børnenes bedsteforældre bor. Ligesom de fleste andres, bliver julen noget anderledes end sædvanlig. Vi skal ingen julefrokoster have med andre end “os selv”. Vi har begrænset vores cirkel til de aller nærmeste; vores søskende og vores forældre. Og det betyder, at der er en masse tid i juleferien. Tid til bare at være. Til at slappe af. Men også tid, som jeg sådan har lyst til at…
Om at holde pause.
.. Måske det kom i takt med alt det praktiske, som helt naturligt følger med et familieliv med to børn. Måske det startede med, at det hele pludselig kørte ud i én lang smøre, da vi valgte at holde børnene hjemme begge to. Eller da Corona kom, og alle dage på en helt ny måde lignede hinanden? Måske det kom i takt med, at jeg i løbet af de seneste år har brugt de sociale medier en del mere? Og dermed…
En ny start. Fra nul til…?
Jeg skulle til at kalde indlægget her “ground zero”, men jeg synes alligevel referencen til de bombede højhuse var for voldsom. Sammenligningen med, at dét jeg kendte er revet ned holder dog stik. Hverdagen med begge børn hjemme, er her ikke længere. Og dermed er dét at være hjemme med børnene ikke længere min fuldtidsbeskæftigelse. På mange måder skal jeg genopfinde en hverdag, et job, mig selv. Og på mange måder er jeg banket tilbage. Og overvældet. Af en hovedpine…
At “sende afsted”?
Jeg har en smule rystende hænder og bankende hjerte, som jeg skriver dette.. Jeg har nemlig en lidt stor ting at fortælle og en lidt lang proces at beskrive. Efter lang tids summen og mange nætters grublen, har vi besluttet at børnene skal starte i institution. På noget der svarer til halv tid, men afsted skal de. (Åh, hvor jeg dog hader det udtryk!) Den store har allerede gået både i vuggestue og kort tid i børnehave. Den yngste har…
Sabbat og søndag?
Selvom hverdagen så småt er ved at vende tilbage herhjemme, må jeg indrømme, at jeg ikke er sprængfuld af energi. Jeg har faktisk en følelse af, at det er længe længe siden, at jeg sådan helt har følt mig opladt. Fornemmelsen af at have ‘fri’ er formentlig blevet sværere for mig at finde frem eftersom min mor-titel er noget, som følger med mig overalt.. Men også fordi, at katten i sækken ved det ‘voksne liv’ er, at der eeevigt og altid…
En lille “livsstatus”
Nogle gange glemmer jeg, hvor mange der egentlig kigger med her og på instagram. Forstået på den måde, at jeg måske nogle gange glemmer at fortælle de store linjer i historien om mig. I går lavede et par stories med et lille “uij, hvor er der gang i den med to små børn og meget lidt tid til mig”-suk (ala det jeg gjorde i søndags herinde). Men helt ærligt, har jeg haft lidt ondt i maven over det siden. For…
På de sociale medier derhjemme
Det aller sværeste for mig gennem coronatiden har været balancen mellem at ‘holde fri’ og at være ‘på’. Hvilket vel i sig selv er en lidt paradoksal formulering, når nu jeg går hjemme med børnene. Men. Før Corona føltes dagstimerne på en måde som ‘min arbejdstid’. Både fordi jeg havde det primære ansvar for ét barn. Alene. Og at denne dag ofte blev afrundet ved at det andet barn skulle hentes, at vi blev flere voksne derhjemme eller at vi…
Når gråd gør ondt
At blive mor til to er er det sværeste, jeg i mit liv har prøvet. Egentlig følte jeg, at jeg havde forberedt mig på at blive mor for anden gang. Og allerede tidligt i graviditeten blev det tydeligt, at jeg ikke længere kunne være så meget fysisk på min datter. Jeg blev sygemeldt og på sin vis også sygemeldt fra at være mor. Derudover var det jo allerede en del af mit liv at miste min fleksibilitet og min råden…
Skal børn ‘passe på’ eller skal vi passe på dem?
Danmark åbner i disse dage op til en hverdag, hvor børnene skal finde rundt i nye regler, nye vaner og nye måder at være sammen på. Det er børnene, der først skal lære at passe på ude blandt andre. Sammen med de voksne, som passer på dem dér, hvor de er. Og dén detalje er vigtig for mig at understrege. inden jeg begynder den egentlige tekst. Jeg er overbevist om, at pædagogerne gør hver deres bedste indenfor de rammer, de…
Værd at huske fra første kapitel af coronakrisen?
Det er mandag aften. Mandag og 2. påskedag. Og selvom vi ikke har set hverken venner eller familie i snart 4 uger – heller ikke i påsken – er jeg lidt vemodig. I morgen skal min mand for første gang i næsten 4 uger fysisk afsted på arbejde. Vi andre bliver fortsat hjemme. Ret beset er det jo ikke nogen ny situation for hverken mig eller min søn. Men vores datter holder jeg altså fortsat hjemme. Der er kun 1/4…
Påpasselig eller panisk?
Hermed et lille dagbogs-agtigt skriv fra det corona-smitte(bæren)de land, Danmark. Inden vi begynder, vil jeg dog lige gøre det klart, at jeg ved, at vi slet ikke har store ‘problemer’ herhjemme. At der er andre som har det ægte svært. Det er jeg meget bevidst om. Men jeg kan ikke gøre andres virkelighed til min. Og dermed ikke beskrive den som min egen. Men min egen virkelighed.. dén kan jeg beskrive det bedst jeg kan. Og det er dét jeg har…
DIY: påskeæg for små og store
Det er relativt nyt for mig at pynte op til påske. Men med børnenes ankomst er lysten til at pynte op (også til denne højtid) kommet snigende. Simpelthen fordi jeg sådan håber at viderebringe min egen kærlighed til traditioner og til at ‘lave ting’. Sidste år var nok i virkeligheden første år, jeg forsøgte mig med hjemmelavet påskepynt (heriblandt et macramé-påskeæg). I år er ‘påskeferien‘ startet tidligt eftersom, at vi på det nærmeste har isoleret os i lejligheden. Dét ene barn…
Hjemmepasser, husmor, hjemmegående.. Kald mig, hvad du vil.
I starten var forklaringen, at vi gerne ville have mindstemanden hjemme til han i hvertfald blev et år. Senere var forklaringen, at vi skulle vente på en plads på den samme vuggestuestue, som hans storesøster har gået på. Udadtil, altså. Men des flere gange jeg fik sagt forklaringerne ovenfor højt, des tydeligere blev det for mig, at det var en undskyldende indpakning. Indad til er den største grund til, at vi holder ham hjemme, at vi ønsker at give ham…
Jeg er den. Alene.
At være forældre er at.. være den. Når børnene fødes og lægges i forældrenes arme, bliver alle involverede også givet en titel; her er dit barn. Du er dets mor. Eller. Du er dets far. Dét er der ikke andre der er. Ingen andre har dén titel, du har overfor dit barn. Barnet kan have bedsteforældre, onkler, tanter og mostre. Alt sammen titler, som kan komme i flertal. Men mor-titlen (for mit vedkommende) er der ingen andre, som har overfor…
Hvis jeg vidste, at det ville ende godt..
Et nyt år er også en ny start. En frisk start om man vil. For frisk det er jeg – i al fald 95%. Lungebetændelsen har været længe om at slippe sit greb. Alligevel føles springet ind i det nye år som en dyb indånding. Men efter en dyb indånding følger ofte et lille øjeblik, hvor vejret holdes. Og selvom jeg glæder mig til alt det nye, og på så mange måder er klar til en dyb indånding, så føles…
Frygten for at fejle..
Når det gælder store drømme og dertilhørende store valg, er det tit ‘lettere sagt end gjort’. Men det første skridt mod handling og ændringer er (for mig) at sætte ord på. Sige det højt. Men når jeg kommer til det dér eftersted – stedet mellem at have sagt noget højt og så at tage et skridt, gøre noget, prøve.. – så rammer én stor forhindring mig virkelig ofte. En sten på vejen, som får mig til at standse op, få…
Jeg ønsker mig et andet liv
Jeg ønsker mig et andet liv, end der står ‘skrevet i kortene’. Jeg ønsker mig et andet liv, end det der forventes af mig. Jeg ønsker mig et andet liv, end jeg selv troede for bare et par år siden. Jeg ønsker mig et mere… simpelt liv. Simpelt i den enkle forstand. Simpelt i den langsomme forstand. Jeg ønsker mig et liv, hvor der er tid til mine børn. Tid til mig. Tid til mit parforhold. Jeg ønsker mig et…
Jeg skal bare lige lande
For et års tid siden yndede jeg at udgive det jeg kaldte “torsdagstanker” om.. nåh, ja: torsdagen. Siden da fødte jeg et barn. Når jeg tænker tilbage, tror jeg, at det var omkring nytår, at det rigtig startede; dét med at have en baby, som var ked af at sove. Den anden dag fulgtes jeg med en anden mor på vej hjem fra at have afleveret min ældste i vuggestuen. “Trænger du ikke snart til at lave noget.. andet?” Til…
At passe på sig selv. Uden at passe på.
Efter at have fået påduttet sætningen “pas på dig selv”, er den gået hen og er blevet remix’et til mit seneste års soundtrack med arbejdstitlen “Jeg vil passe på mig selv”. Sætningen som oprindelig blev sagt af læger, jordemødre, venner og familie under min gravditet, som sluttede for 10 måneder siden, er blevet til en slags læresætning for mig i det hele taget. Og en viljesbeslutning. Sætningen kan lyde på mange mange måder, afhængig af, hvor man lægger trykket. Hør…
Hårdhudet eller ømskindet?
Den anden aften kort før sengetid opdagede jeg, at min lille søn har fået hård hud. Den slags troede jeg egentlig ikke børn fik. Og da slet ikke små børn. Den hårde hud var på inderside af hans håndflade. Som jeg lå og holdt hans hånd, slog det mig, at han naturligvis har den hårde hud netop dér, fordi han er begyndt at kravle. Vedholdende, ihærdigt, konstant og langt. Han bruger sine hænder som et ekstra sæt fødder. Og på…
Jeg skriver min egen historie
Jeg har lige trådt på en knappenål, (nær) væltet en pande ned over mine tæer og er gået ind i en dør. Alt sammen indenfor 3 minutter. Jeg tager det som et tegn. Et tegn på, at sætte mig ned med fødderne oppe. Min fod drypper trods alt lidt med blod. Og jeg har en plade chokolade, som kalder på mig. Og det her blogindlæg.. For jeg vil så gerne sætte ord på dét som fylder. Samtidig er det nogle…
Inspiration til børnesenge
Vi er draget i sommerhuset. Sommerhuset, som vi deler med det meste af min svigerfamilie.Her er dejligt med dejligt på. Det er blevet mit lille helle, selvom jeg ikke er vokset op her. Men dét skal mine børn forhåbentlig; Vokse op med uendeligt lange somre her. I de få timer, vi har været her, har vi fået ryddet ud, ryddet op og omarrangeret. Sommerens håb er, at vi kan indrette stedet lidt mere børnevenligt. Særligt i forhold til børnene og…
En mors hænder
Jeg kan huske, at jeg bemærkede dem allerede i børnehavealderen. Min mors ru hænder. Når hun kom op ad bakken i sin lange røde frakke, løb jeg hende i møde med al min kraft, og lod min hånd glide ind i hendes. Min hånd passede ind i hendes varme greb som i en tryg handske. Jeg forstod det dog aldrig helt. Hvordan mon de blev så rug, hendes hænder? Hun har i al den tid, jeg kan huske, arbejdet fra…
Når den længste dag føles som den korteste
I dag er det årets længste dag. I dag har været fyldt med en masse godt; en tidlig morgen, et godt varmt bad, pandekager, besøg, grill med venner, tegninger og sol. Der er sket meget godt i dag – der er sket meget på de sidste lyse måneder. Men lige om lidt går dagen på hæld.. Lige om lidt slukkes lyset. Og tiden, som var så god, er gået alt alt for stærkt. I dag er det årets længste dag….
Hvor skal vi hen?
Jeg sidder og forsøger at lave en fotobog over min datters liv. Indtil nu. På den ene side er det det letteste i verden. På den anden side det sværeste. Jeg har sagt det før, og nu kan jeg mærke, at jeg kommer til at sige det igen; hvor blev tiden dog af? Tiden som jeg er så taknemmelig for har været min. Men som jeg også nu må omtale i datid. Fordi det er fortid. Tiden som er løbet…
DIY: Hagesmække
Jeg ved, at dette indlæg nok allermest vil appellere til småbørnsforældre. Omend jeg også tænker, at dagens DIY nemt ville være en god barselsgave. For hvis der er noget man gør, som forælder til små børn på +4/6måneder, så er det det at vaske tøj, hovede og hænder af. Ud over at feje gulvet under spisebordet, altså. Jagten på de ‘helt rigtige’ hagesmække har været lidt op ad bakke. Faktisk har jeg ledt i al den tid jeg har været…