Find fem ‘fejl’?

Jeg har mødt mennesker, som ikke bruger ordet ‘fejl’. Det findes simpelthen ikke i deres ordforråd. Jeg beundrer de mennesker. Jeg tænker, at man må være mindre bekymret. Mindre bange. For hvis ‘fejl’ ikke findes, kan man vel ikke træde forkert?

Jeg er god til at tænke i ‘fejl’.. så god, at jeg ser ‘fejl’ meget tydligere end ‘succeser’. Selvom begge begreber er relative. Faktisk er jeg så god til det, at det til tider helt kan lamme mig. Tanken om, at noget kan blive gjort ‘forkert’ (hvad dét så end er), kan nogle gange være en bremseklods på størrelse med rundetårn for mig. Jeg har skrevet om det flere gange i årenes løb. Men des mere jeg tænker over det, des mere er det gået op for mig, at jeg lettere kan acceptere at se på mig selv og mine handlinger som “fejltrin”, end jeg kan rumme, at andre måtte ‘dømme mig‘ til at være en ‘fejl’. Og her er nok egentlig også en sandhed gemt; For hvis jeg begår en ‘fejl’, dømmer jeg ofte mig selv til at ‘være’ en fejl. Og dermed antager jeg, at alle andre gør det samme.

‘Fejltrin’ bliver forstærket på sociale medier

På de sociale medier føler jeg mig oftere konfronteret med ‘fejlagtighed’. På gode dage, er jeg blevet bedre til at sige “fuck it” og trykke udgiv. Gå med dét, jeg har lyst til. På de dage holder jeg fast i, at dé der virkelig holder af mig, jo også holder af mig med alle mine påfund og udgivelser. Andre dage kan jeg ligge vågen om natten, gå med en knude i maven og flere gange overveje, om hele skidtet skal pilles ned igen. Ja, faktisk kan jeg også nogle gange blive helt nervøs for, om mine venner vil være venner med mig på den anden side af, at jeg har udgivet noget. For hvad hvis de synes, at jeg var for meget? Kan man give så meget af sig selv, at man smækker sig selv ude? Men jeg ved, at det blot er dårlige erfaringer, som spøger og ikke mine gode venner, når jeg tænker sådan.

Og jeg vil ikke..  jeg VIL ikke give efter for følelsen af, at ‘fejl’ skal være den altoverskyggende rettesnor for mig. Man siger, at hvis man fokuserer for meget på IKKE at køre ind i et træ i vejkanten, vil man køre ind i det. Hvis øjnene fæstnes mod dét, man skal undgå, vil man automatisk styre mod det. I stedet skal man holde fokus på dét, man gerne vil hen til – længere væk; Retningen. Drømmen, måske endda?

Men det er klart, at hvis jeg selv også har en forestilling om, hvor jeg gerne vil hen, vil der også komme bump på vejen (for nu at blive i metaforen). Jeg vil ærgre mig undervejs og opleve ting, jeg gerne ville have gjort anderledes. Men af den grund behøver de ikke hurtigst muligt at blive udvisket. For jeg lærer jo af den slags bump. Og jeg tror ikke på, at tavlen skal være ren. Eller at ufejlbarlig er idealet.

‘Find fem fejl’-udfordringen er en af mine favoritdiscipliner i blade. I den ‘virkelige’ verden er jeg også virkelig god til at lede efter ‘fejl’ hos mig selv.    

For hvem gider overhovedet at kigge på en ren tavle?

..Vil de fleste ikke have et maleri hængende? Eller en stregtegning? Jeg vil. Jeg ønsker hverken at være eller at frembringe (en forestilling om) en renvasket tavle. For de færreste af os er dét. Og endnu færre kan leve op til dén forestilling. Alle begivenheder og handlinger laver et mærke på lærredet. Disse mærker er ekstra tydelige, når man, som jeg, godt kan lide at udtrykke mig på sociale medier. Meget bliver liggende. Meget bliver set. Men det gør på en måde blot øvelsen mere håndgribelig (og gennemsigtig, bevares). Og dét er der noget ret befriende ved. For jeg skal hele tiden arbejde med min forestilling om ‘det rigtige’ eller ‘fejl’. Og den proces er sund, tror jeg. Og her på de sociale medier, øver jeg mig i at holde mig selv i nakken. I nakken for ikke at trykke ‘slet’, når jeg bliver flov. Eller får kolde fødder og får lyst til at stikke hovedet i busken. Nej, jeg vil øve mig i at blive bedre til at holde hovedet højt. Selvom mit hovede ikke altid ser lige fikst ud, som det sidder dér på toppen af min lange hals.

Alle slags mennesker findes. Og dermed vil der altid findes mennesker, som ikke synes om præcis dét, jeg gør. Uanset hvor umage jeg gør mig. Uanset hvor gode hensigterne var. Der var for nogle uger siden én, som sagde til mig, at man på sociale medier skal own’e det, man gør.. (Et udtryk jeg ikke engang har kunne få over mine læber endnu: Jeg er i proces, ikke?) Men jeg tror, at dét med at tage ejerskab over ens idéer og udgivelser også gælder ‘fejlene’. Det var jo dén indstilling, jeg gik ind til dette lille blog-(og instagram-)eventyr med; at jeg skulle prøve.. Og prøve og prøve. Og at selv ukrudtet undervejs kan blive en del af en buket, når jeg kigger på dét, jeg har samlet mig undervejs..

Kommer der en ‘fejl’ i regningen?

Når det så er sagt, så ville jeg ønske, at jeg ikke blev påvirket, når en del mennesker smutter fra min lille instabiks, når jeg lægger et billede op af mig selv. Det var lidt en streg i regningen, men det betyder jo ikke, at det var en ‘fejl’!? For hvis pejlemærket er at finde en vej, hvor alle andre er glade (og ikke smutter), så tror jeg simpelthen ikke, at jeg ender med at være glad selv. Og det bliver endnu sværere at navigere i. For jeg aner jo ikke, hvad alle andre tænker eller synes. Jeg ved kun, hvad jeg selv synes om og drives imod. Hvad der gør mig glad at dele. Hvad der giver mig mening. Ja, faktisk har jeg en ret tydelig fornemmelse af, hvilken vej jeg selv vil gå. Nogle gange glemmer jeg bare at lytte. Fordi jeg bliver så farligt optaget af, hvad andre måtte tænke om mig.

Jeg vil øve mig i ikke at se ‘fejltrin’ som en streg i regningen, men som en streg på mit lærred. På mit lærred, hvor hver streg indgår i en tegning, som er fin og min.
Måske stregen kan bliver til en vinge på en fugl?

//S