Frygten for at fejle..

Når det gælder store drømme og dertilhørende store valg, er det tit ‘lettere sagt end gjort’. Men det første skridt mod handling og ændringer er (for mig) at sætte ord på. Sige det højt. Men når jeg kommer til det dér eftersted – stedet mellem at have sagt noget højt og så at tage et skridt, gøre noget, prøve.. – så rammer én stor forhindring mig virkelig ofte. En sten på vejen, som får mig til at standse op, få kolde fødder, trække vejret dybt ind. En sten på vejen, som kan føles som et bjerg på stien:

Frygten for at fejle.

Jeg kan ikke huske, hvor længe følelsen har boet hos mig. Følelsen af, at være bange for at træde forkert. Jeg har ofte følt, at der kun var én vej at gå. En sti at betræde. Og trådte jeg forkert, trådte jeg udenfor. Ud i kulden. Ud hvor der kunne blive talt bag min ryg. Tænkt dårligt om mig. Det har til tider gjort mig svimmel. Fordi det blive man af intenst at stirre på en hårdt optrukket linje på jorden foran sig. Des mere jeg tænker over det, des mere tror jeg, at mine mange tanker om, hvad andre tænker, hænge uløseligt sammen med frygten for at fejle. For jeg er ikke lige så mange bange for, hvad andre tænker, hvis var garanteret, at de tænkte gode ting. Nej, jeg er meget mere bange for at blive dømt ude. Eller bare dømt. Som fejl.

Men hvad er en fejl i det hele taget? Er det at gøre noget, som ikke bliver anerkendt? Noget som ikke bliver vel modtaget? Noget som man selv ville have gjort anerledes? En klog mand, som er god til at stå på ski, sagde en gang til mig, at ambitionen på ski må være altid at falde én gang om dagen – uanset hvor god man er.. Moralen var, at hvis ikke man falder dagligt, har man ikke udfordret sig selv nok. Så måske fejltrin slet ikke er fejltrin, men fald på vejen.. På den udfordrende vej, som gør én bedre. Dag for dag.

Præcis som mit barn der lige har lært at gå, men rejser sig igen og igen, uanset hvor mange gange han falder. Præcis som hans søster gjorde før ham. Og som jeg vel også gjorde en gang?