Om at plukke blomster - eller kaste sig ud i det.

Da jeg var ude at gå med barnevognen den anden dag, så jeg en masse fine blomster. Jeg lagde mærke til, at mange af dem havde en blålig nuance – og samlede dem op. De matchede så fint. Jeg satte dem endda i en vase med en blå kant. Da jeg senere på dagen igen gik en tur, lagde jeg mærke til en masse hvide blomster, og tænkte ved mig selv: dém må jeg samle når de andre er falmet. Da jeg så i morges gik en tur omkring sommerhuset igen, og de blå manglede udskiftning, tænkte jeg: nu skal det være.

Jeg tog sko på, barnevognen foran mig (med baby i), og gik i retning mod blomsterne. Allerede i indkørslen så jeg nogle blomster, og tænkte: jeg samler bare alle dem jeg synes er flotte i dag, og så må jeg sortere bagefter. Og det gjorde jeg. Jeg samlede gule, hvide, lilla, grønne blomster – i mange afskygninger. Undervejs tænkte jeg skiftevis: de her passer nok ikke ind og ej, hvor ser de her fine ud sammen. Men sandheden er jo, at jeg først kan se det samlede billede, når jeg har samlet det hele, er kommet hjem, og endda har fundet en vase, som skal danne ramme om buketten.

Og mon ikke det er det samme med denne blog?

Jeg har så meget i mit hoved, en idé om hvor det kunne føre hen, og alligevel ikke. Der er så meget jeg gerne vil, så mange retninger jeg kan gå. Eller det kan være at det ikke bliver til noget. Ikke noget jeg synes er en buket i hvert fald.

Jeg vil med andre ord ikke lade mig begrænse til én farve her. Jeg vil brainstorme, skrive, tage billeder – samle løs alle steder – for måske på et tidspunkt at kunne se en sammenhæng, en rød tråd, et billede af en masse farverige blomster samlet i en buket, som komplimenterer hinanden. Jeg vil øve mig i ikke at være for kritisk undervejs, for jeg kan ALTID lave det om, gøre det anderledes og rette til. Hvis ikke jeg er åben for en tidsel, kan det være at buketten ikke bliver lige så fin i sidste ende.