At “sende afsted”?

Jeg har en smule rystende hænder og bankende hjerte, som jeg skriver dette..

Jeg har nemlig en lidt stor ting at fortælle og en lidt lang proces at beskrive.

Efter lang tids summen og mange nætters grublen, har vi besluttet at børnene skal starte i institution. På noget der svarer til halv tid, men afsted skal de. (Åh, hvor jeg dog hader det udtryk!) Den store har allerede gået både i vuggestue og kort tid i børnehave. Den yngste har aldrig været afsted.

Men det skal de altså snart. Og det føles.. svært og som det næste skridt for os. Men før jeg når frem til, hvad konklusionen indebærer, vil jeg dele lidt af tankerne undervejs. Jeg har nemlig selv sådan undret mig over, hvordan processen mon har været for andre. Jeg har haft meget få at spejle mig i, fordi langt de fleste stadig væk sender deres børn afsted kort efter den “ordinære” barsel. Og de som jeg kender, som holder hjemme, virker til at gøre det. Indtil de ikke længere gør det. Men hvad gør, at man går fra den ene ‘ordning’ til den den anden? Derfor er her et uddrag af mine tanker. (Eller første del i al fald.) Undervejs. Og i processen. En proces, jeg stadig på mange måder befinder mig midt i..

I lang lang tid har jeg sukket efter lidt mere koncentreret tid. Lidt mere tid til at holde hovedet koldt, lade op, samle kræfter og fordybe mig. For uanset hvordan jeg vender og drejer det, er mor-jobbet det sværeste og hårdeste, jeg har prøvet. (OG det mest meningsfulde og fabelagtige!) Det er svært og krævende altid og hele tiden at ‘være den’. Og svære ting kræver opladning, energi og overskud. Hvis jeg drømte helt vildt og frit, ville jeg ønske, at vi boede i en lille by à la “Bulderby”, sådan at børnene kunne løbe over og lege med deres venner og familie, som og når de havde lyst, og at jeg samtidig havde mulighed for at overlade ansvaret for mine børn til andre voksne. Bare for en lille stund. Bare en gang i mellem. Men. Sådan en by og sådan et netværk har vi ikke. Vores situation er den, at min mand arbejder i et ret fastlåst job, som han er glad for og trives i..

(..og den sammenligning siger altså ikke så lidt, skulle jeg hilse at sige.) For over det seneste stykke tid, har idéerne taget til i styrke, og følelsen af, at “alt må vige” – som jeg har haft det vel nærmest de sidste to år – for at passe børnene, har gradvist og lige så stille ændret sig til en lille bitte følelse af, at “… og så må jeg vige”.

Og med dén tanke har skyld fulgt med. For følelsen af at “noget andet også kalder på mig” har givet mig ret store skyldfølelser. For samtidig med, at jeg har en oplevelse af, at noget kalder på mig og min opmærksomhed, mine hænder og min kreativitet, har jeg kæmpet med følelsen af, at min “plads” er ved børnenes side. Mit aller aller største kald er at være nogens mor. Mine børns mor. Og dét går forud for alt andet.

Men jeg er jo ikke mindre deres mor, hvis jeg noget af tiden overlader voksenansvaret til andre voksne! (Ja, det har jeg skulle sige til mig selv.) Faktisk har jeg lige nu en følelse af, at jeg bliver en lidt mindre version af deres mor, hvis jeg ikke engang imellem “giver slip”. Det er svært at sige. Det er svært at skrive. Og det er endnu sværere at føle. For mine børn forsmår mig på ingen tænkelig måde! Hvis jeg skulle nævne én ting, som mine børn har gjort, så er det at åbne min verden til et endnu større sted, end det var før. Et sted hvor man kan drømme. Og dét vil jeg gerne vise dem. Også i handling. Med ansvaret for børnene er ansvaret for min tid også blevet større. Og mere klart.

Men måske netop derfor føles den kalden, som jeg mærker, som noget jeg skal reagere på..

.. fortsættelse følger <3