Mit online liv med børn.. uden børn.

Jeg har helt fra starten af min lille internetrejse tænkt virkelig meget over, hvordan jeg fremstillinger mine børn. Eller slet ikke gør. Jeg har nemlig virkelig forsøgt at undgå at portrættere mine børn. Både i fysisk form og i overført betydning – altså ved at vise deres portrætter (ansigter) frem eller i den forstand, at berette om deres historier eller karakteristika. Men jeg tror faktisk aldrig helt, at jeg har redegjort for mine overvejelser herinde. Og dét er da egentlig helt fjollet, når nu jeg tænker så meget over det. SÅ here we go… og først og fremmest; Helt grundlæggende har jeg den holdning, at vil de fortælle deres historie en dag, skal det stå dem frit for. På et rent lærred. Ligesom det står mig frit for at fortælle min historie. Fordi den er min.

En stor del af min historie er også at være mor. Og den rejse, som dét på så uendeligt mange planer har været (og stadig er) for mig. Men somme tider bliver skellet mellem min fortælling og børnenes egen fortælling lidt utydelig og blævret. For – måske særligt som småbørnsmor? – kan skellet være som en ordentlig omgang kluddermor. Barnets oplevelser er jeg jo ofte en del af eller som minimum tæt følgesvend i, og derfor bliver det også en del af min oplevelse og historie. Og netop her er balancegangen svær. For dét som sker mine børn er jo stadig deres “domæne”. I min optik. Men samtidig bliver et forløb, som hænder dem også gennemgribende for mig. Det bliver en del af min historie også. Eller vil som minimum smitte af på min historie. Og netop her er det ekstra svært at gå på internetfortællingens tynde line, synes jeg.

Der er selvfølgelig en årsag til, at jeg skriver dette netop nu. Det er klart. Men som jeg har det lige nu, har jeg ikke lyst til at dele det. Jeg synes, det er for tæt på. Det er for meget mine børns historie. Og om nogle år vil det sikkert slet ikke føles lige så vildt, som det gør i skrivende stund. Og netop derfor føles det også fjollet at udpensle. For for hvis skyld er det, at jeg deler? Det er for min. Og ikke på bekostning af mine børn. Deres historie vil jeg ikke skrive eller tage fra dem (.. ved at give den til andre). Men jeg kan sige så meget, at jeg (og faktisk nok mest mig) i weekenden fik mig en forskrækkelse, men at vi alle er okay nu. Mere end okay.

Af meget – selv forskrækkelser – springer der ofte noget ud. Og efter en weekend med mor-følelserne udenpå tøjet, har det på en ny måde stået frostklart for mig, hvor stor en del af mit identitet (online som fysisk) det er at være mine børns beskytter.

XOXO (må man godt skrive det, når man er mor?)

… Løvemoren