Ligestilling = Frihed ?

I dag kom jeg måske til at blande mig lidt i ligestillingsdebatten på barselsområdet. Det gjorde jeg ovre på min instagram i en lidt lang video. Det faldt mig for brystet, og jeg ved ikke helt, om jeg nu har fortrudt.

Eller. Det ved jeg, at jeg ikke har. For i min notesbog har der i 2 år stået sætningen “Ligestilling = frihed?” på siden med titler til debatindlæg, jeg gerne vil skrive. Og som regeringen netop nu er kommet med et udspil til en ny barselsordning, ja, så er det måske på tide, at jeg får sat mig ned og sat lidt flere ord på end en titel.

Først og fremmest er jeg enig i, at det vil være godt for mangt og meget, hvis flere mænd tager mere barsel. Punktum.

Men jeg er faktisk i tvivl om, om tiltaget med øremærket barsel til mændene er vejen frem. For nogen er det. For nogen ikke, tror jeg. For der er noget, som jeg helt grundlæggende synes har manglet i ligestillingsdebatten hen over de seneste år. Og det er antagelsen om, at vi som udgangspunkt er lige – uanset hvilket køn vi har. (Jep.) Jeg ved, at udspillet forsøger at “hive” i ‘den rigtige retning’ for ligestillingen, som det hedder sig, men.. er ligestilling ikke part tout, at vi ER lige. Og at vi derfor skal have et lige valg?

Jeg forstår ikke, hvorfor ikke alle uger er til fri rådighed for begge parter i et forældrepar?

Hvis vi antager, at vi kæmper ligestillingskampen, burde begge parter også som udgangspunkt stilles lige. Ikke?

Herhjemme har vi fordelt barslen sådan, at min mand tog alle de uger, som han kunne. Derudover tog jeg en periode på 1 år, hvor jeg gik hjemme med vores yngste, så han først kom “afsted” da han var knap to år. I den periode levede vi alene af én indtægt. Det var ømt at tale om både økonomien og valget i det. Og det synes jeg på nogle måder stadig det er. Men jeg er ikke sikker på, at det havde været lige så ømt, hvis ikke vi havde haft nogle kønsroller vi gør op med eller reagerer på baggrund af.

Da jeg blev født i 1989 var det relativt nyt, at mænd havde ret og mulighed for at tage barselsorlov fra sit arbejde. Det gjorde min far. Og blev i øvrigt fyret for det (og vandt en efterfølgende retssag herom). Min far tog så meget barsel, han kunne komme til, mens min mor arbejdede så meget, som hun kunne. Det var deres valg, deres prioritering og dét de vurderede bedst for dem.

Jeg har somme tider tænkt på, om det er ekstra svært for mig, at have valgt at gå hjemme ekstra lang tid med vores yngste, fordi mine forældre valgte anderledes. Jeg ved det ikke.

Men jeg ved, at tanken om, at jeg gerne vil gøre op med, at det er givet hvem der skal gå hjemme, og hvem der ikke skal, har gjort det svært for mig at tale højt om.

For lyder det som om, at jeg ikke går ind for ligestilling, når jeg går hjemme med mit barn længere end min mand?

Min tanke er, at det ikke havde været et problem, hvis vi som udgangspunkt antog, at vi var lige. At vi ER lige.

.. og dermed lige overfor valget? Ikke bundet af en kønsbundet tradition. Ikke bundet af et opgør med en kønsbundet tradition. Alene bundet til at vælge frit, hvad der er det bedste for dit barn, din familie og dit parforhold.

Det HELT frie valg er i min bog den ultimative ligestilling <3

// Sarah

Disclaimer: jeg ved godt, at det for mange er utopisk, at det kan være lige på den måde. Nogle kulturer, arbejdspladser, økonomier eller dynamikker gør det ikke let. Men altså. Jeg drømmer, ikke?