De fleste dage føler jeg mig ikke særlig voksen. Som når jeg spiser chips i skjul for børnene, før klokken er 9, når jeg ikke har styr på vasketøjet eller ikke aner, hvad vi skal have til aftensmad i aften.
Andre dage bliver jeg mindet om, at jeg er voksen. Som når jeg putter børnene og ser dem ligge der helt små i min varetægt, når jeg går til forældremøde eller når jeg betaler store regninger.
For tiden taler vi en hel del om det dér med at være voksne eller børn herhjemme. Nogen er godt trætte af at være børnene (som ikke må bestemme det hele), andre kan godt blive helt rundtosset over faktisk at være den voksne – og alt det ansvar og de beslutninger, som følger med.
Men.
I går aftes slog det ned i mig som et lyn. Dét som er er så åbenlyst, men som lige dér i et øjeblik på det nærmeste føltes som en åbenbaring; jeg er jo voksen og må bestemme selv!?
Mit ene barn var (igen) ret træt af at skulle i seng på det tidspunkt, som vi bestemte, og mens jeg stod bukket over opvasken og lige skulle til at sige; “jeg vil gerne bytte?”, bed jeg mig i tungen. Og som jeg stod dér med våde skumhænder og tænderne samlet omkring min tunge, skyllede en bølge af begejstring over mig; jeg må faktisk helt selv bestemme, hvornår jeg går i seng. Og ikke nok med dét.. Jeg må helt selv bestemme, hvilken mad vi skal spise i aften. Og endnu vildere: jeg må helt selv bestemme, hvad jeg bruger min tid og mit liv på. Det hele er op til mig. Jeg er et frit og voksent menneske.
Det er ikke sikkert, at det er en åbenbaring for alle. De fleste véd det nok godt. Men lige dér følte jeg det. Og dén følelse af øjeblikkelig frisættelse, vil jeg simpelthen så gerne holde fast i, og derfor skriver jeg den her. I stort som småt er jeg i bund og grund en voksen. En voksen, som selv må bestemme stort som småt. Og det havde jeg lige sådan lyst til at “sende videre” ud i det store online univers på sådan en halvgrå september mandag, hvor opvask og vasketøj godt kan tage lidt for meget fokus fra alt det, som egentlig er.. <3
// Sarah
Skriv et svar