Flere hvededage, tak!

I dag er det Store Hvededag. Dagen før Store Bededag.
Og den falder på et tørt sted. De sidste dage (hvis ikke uger) er jeg løbet en smule… tør.
Tør for benzin, tør for overskud og tør for overblik. Mest af alt er jeg nok gået rundt om mig selv uden helt at vide, hvor jeg skulle starte eller slutte. Brønden har simpelthen været løbet tør. Indtil der var alt andet end tørt på mine kinder. Det hele kulminerede i går, og en sød veninde lyttede og lyttede og gav mig til sidst et godt råd. Ja, hun beordrede nok nærmere. Hendes medicin var at holde en ægte mig-dag, hvor jeg kun gjorde ting, som ladede mig op. Hvor jeg kun satte dagsordenen. Og det skøre af det hele er, at jeg lige nu lever et liv, hvor jeg har den frihed. Og hvor jeg ret ofte forsøger netop dét. Men at bruge en sådan pausedag i løbet af hverdagen. På mig selv – og ikke børnene –  dét gør jeg sjældent. Jeg får simpelthen så dårlig samvittighed ved tanken. Men. Min veninde talte med store bogstaver, og de klingede altså for mit indre øre det meste af dagen i dag.

.. Og jeg holdt derfor en ægte Store Bededag på store hvededag.

Hun brugte naturligvis ikke netop dé ord, men lad mig forklare.. Store Bededag var i gamle dage en vaske ægte helligdag. For alle. Også bageren. Det betød, at han i dag – dagen før Store Bededag – skulle sørge for at bage noget brød, som af andet godtfolk kunne varmes op dagen efter. På den måde kunne han (hvilket jeg formoder, at han var) og alle andre, holde helt fri fra arbejde på Store Bededag. (Ja, jeg har taget mig tid til at læse op på sagerne i dag. Ha.)

Og det dér med at holde helt fri, er noget, jeg bliver mere og mere bevidst om vigtigheden af. For mig. Der er så meget, jeg hele tiden kunne eller burde. Det pres (om man vil) er helt sikkert vokset med titlen som mor. (Hvem taler om fuldtidsarbejde? Lad os nu kalde det for, hvad det ægte er #døgnarbejdemuch. For ikke at tale om en vasketøjsbunke, som aldrig når i bund.) Og ja, det pres er blevet større efter, at jeg er blevet aktiv på (og dermed lettere afhængig af at tjekke) instagram. (Det medium sover jo aldrig!) Og det er nok også blevet endnu større som jeg lige nu har en hel del nye projekter, jeg har kastet mig ud i. (Mere om dem en anden dag.)

Så jeg øver mig. Mindst én gang om ugen. Og i dag altså også lige midt i ugen. Helt alene hjemme.

Og hvilken luksus, men også “hvilken kunst”! For jeg øver mig i at holde ægte fri, som var det en helligdag i gamle dage. Hvor bageren ikke engang måtte bage brød. Hvor bønderne sad stille. Hvor det vildeste, man svingede sig op til, var at riste et par boller. Hvis man havde lyst. Ingen pligter. Ingen arbejde. Og helt sikkert ingen teknologi som pling’ede i lommen.

I morgen tidlig tager vi i sommerhuset, og jeg har pakket det aller mest nødvendige. Ikke mere. Om et øjeblik lukker jeg min mail. Og de småprojekter, jeg altid har med i håb om måske at klemme ind, har jeg ladet ligge hjemme. Med mig tager jeg kun dét, jeg er sikker på vil lade mig op. Ikke fordi jeg burde, skulle eller liiiige kunne få klaret.. I stedet skal jeg ud og blæses igennem af havvinden og få fyldt min tank op af alt godt, jeg kan komme i tanke om.

Hvad mon jeres håb til denne forlængede weekend er?

Kærligst S