Om at holde pause.

.. Måske det kom i takt med alt det praktiske, som helt naturligt følger med et familieliv med to børn. Måske det startede med, at det hele pludselig kørte ud i én lang smøre, da vi valgte at holde børnene hjemme begge to. Eller da Corona kom, og alle dage på en helt ny måde lignede hinanden? Måske det kom i takt med, at jeg i løbet af de seneste år har brugt de sociale medier en del mere? Og dermed også har fået sværere og sværere ved at være offline. Måske det kom sig af, at jeg lige så stille fik sværere og sværere ved at unde mig selv mine personlige små pauser. Fordi der hele tiden er noget, som jo kan gøres. Noget som “skal” gøres. Og så meget, jeg har lyst til at gøre. Men. Jeg har også haft brug for at stoppe op. Holde en pause. Fra alt dét, som “bare liiiige” tager fem minutter, og pludselig ender med at sluge den hele.

I sommers faldt jeg over et par mennesker, som praktiserer en såkaldt sabbat.

Og inspireret af disse, har jeg de seneste par måneder forsøgt mig med en ugentlig sabbat. Men indlægget beskrev mest af alt min hungren efter pauser. Og min beslutning om at forsøge mig med pauser – på en lørdag. I dette indlæg vil jeg dog forsøge at beskrive, hvad en Sabbat helt konkret (og lavpraktisk) indbefatter for mig. For tilvalg og fravalg hænger uløseligt sammen i mit hovede. Og det er dét min not-to-do-liste er ment som. Som en skæren-ind-til-benet. Som en “skær alt det overflødige fra – bare for en dag” – for at give plads til fokus på det egentlige. Det vigtigste! Og bare være. Og Nyde.

For at forsøge at skabe en pause i hverdagens trummerum, har jeg indført følgende regler for mig selv og min weekend:

…Fra fredag aften til lørdag aften må jeg ikke:

• .. være på (sociale)medier.

  Jeg har fået sat “skærmfri tid” i brug på min telefon. Og det er en kæmpe hjælp og reminder. Derudover forsøger jeg også at holde mig fra at google, søge rundt eller på anden måde være på skærm. En god lørdagsfilm tillader jeg dog mig selv, skulle jeg have lyst til dét. 

• .. klare praktiske ting.

  Det er klart, at der er bleer som skal skiftes, men ingen tøjvask, rengøring, handlen ind, større madlavning eller andet praktisk, som sagtens kan vente til en anden dag – eller endnu bedre forberedes dagen før. 

• .. udføre ‘pligter’ af anden art.

  Hvilket jo igen er en svær kunst, fordi der følger mange pligter med som forældre. Men. Denne dag ønsker jeg virkelig at pligterne højste sniger sig op på min forpligtigelse til at være nærværende med børnene. Ikke noget med, at jeg “burde jo også liiiige sige ja til, at..” eller “de forventer måske også, at vi lige har..” Nej. Jeg forsøger virkelig at stå fast på, at det er vores fælles opladningsdag.

• .. planlægge.

  Planlægning om lørdagen er også bandlyst i min kalender. Faren ved planlægningen på en slapperdag er for mig, at jeg netop ikke er til stede, men udfylder dagen med alt det uforløste for andre dage. Agerer i fremtiden i stedet for lige dér, hvor jeg skulle slappe af. Jeg kan ellers virkelig godt lide at planlægge. Men. Det kan også stresse mig. “Åh, nu glemte jeg jo også lige at skrive til x om på onsdag..” og så tager den ene sms den anden. Det meste af sådan noget kan vente. Og det øver jeg mig i at lade det.

• .. “producere” noget.

  Min helt store akilleshæl er, at jeg simpelthen så gerne vil “gøre” noget. Producere noget. Lave noget. Og det er godt de fleste dage. Men fra fredag til lørdag lader jeg selv strikketøjet ligge. Simpelthen fordi, det så hurtigt bliver et “projekt” for mig. Sættes i system. Planlægges. Noget, som gerne må være færdigt. Nu. Og på den måde er det viiiirkelig svært for mig at lade være, så snart der er et øjebliks ro. Men det er jo netop dét jeg gerne vil give plads til om lørdagen; ro. Så. Om lørdagen må intet “kreeres”. (Med mindre mit barns lykke afhænger af en hjemmelavet paw patrol-seng.

Det er jo faktisk også dét der er så befriende ved ferie; alle dagligdagsforpligtigelserne bliver skåret væk.. og det aller vigtigste står tilbage.

.. Ingen opvask, ingen tøjvask, ingen sociale arrangementer, man kom til at sige ja til uden at kunne overskue det. Kun dem man holder af, yndlingstøjet, en god bog, måske, langsomt tempo og ingen dagsorden andet end at være. Lige dér hvor man er. Mit håb er på denne måde, at der bliver tid og rum til at nyde, være sammen med venner og familie, spille spil, gå ture og tulle rundt. Sætte det hele på pause for et kort sekund (eller en dag om ugen), og at træde et skridt tilbage og se det hele lidt fra afstand. Eller tæt på.    

Det er hverken fordi, jeg synes at jeg er mester i at følge mine egne weekendregler, eller at jeg  har fundet “vejen” til en weekend. Hver weekend er forskellig, hvert menneske er forskelligt. Men jeg øver mig i at holde pause. Ikke mindst i weekenden.

// S