Skal børn ‘passe på’ eller skal vi passe på dem?

Danmark åbner i disse dage op til en hverdag, hvor børnene skal finde rundt i nye regler, nye vaner og nye måder at være sammen på. Det er børnene, der først skal lære at passe på ude blandt andre. Sammen med de voksne, som passer på dem dér, hvor de er. Og dén detalje er vigtig for mig at understrege. inden jeg begynder den egentlige tekst. Jeg er overbevist om, at pædagogerne gør hver deres bedste indenfor de rammer, de er blevet givet. Lige som hver eneste forælder gør sit bedste. Og lige så forskellige som vi forældre er, lige så forskellige er vores børn. Dette skriv handler dog ikke om fordømmelse, bedrevidenhed eller hvilket “hold” man spiller på. Slet ikke. Det er et (lidt langt – undskyld) skriv om, det dér med at lære sine børn at “passe på” i den rigtige hastighed. Eller mangel på samme. En snak om, hvilken rolle (vi) voksne har i børns liv. Og som du nok kan læse, er jeg stadig i proces. Så meget i proces, at jeg de sidste dage er blevet ved med at skrive mere og mere på teksten. Og jeg er ikke sikker på, om jeg er færdig. Men jeg har samtidig sådan en lyst til at dele. Og høre fra jer. Teksten er altså ikke ment som et facit eller et endegyldigt udtryk for min egen holdning. Men det ér dog et øjebliksbillede af netop dét; mine egne overvejelser.. lige nu. Og som verden ser ud i dag; hvem ved så, hvordan jeg ser på det hele i morgen?

Jeg selv er gået gennem livet med en lidt stor bekymringsbyrde

.. et billede af mig – november 2018. – over termin. Med min søn i maven. Og forhøjet blodtryk. Jeg forsøgte ikke at bekymre mig. Det gik ikke vildt godt, så vidt jeg husker. 

Min umiddelbare indstilling til nye ting, har oftere været, ‘åh, det ved jeg ikke om jeg tør’, end den har været ‘selvfølgelig, det gør jeg da bare’. Jeg har været nervøs for alle de ting, som kunne gå galt. Bekymret mig. Ligget vågen. Set farer. Ja, nogle gange frygtet og været bange.Stået op om natten for at skrive det ud. Jeg tror ikke, at de følelser nødvendigvis er blevet mig pålagt. Jeg tænker og bekymrer mig meget af natur. Måske mere end andre – men hvad ved jeg, om det? Jeg er jo bare mig. Men jeg har født mindst ét barn, som er skåret af nogenlunde samme stykke som jeg selv, tror jeg. Og med den bagage, tænker jeg meget over (surprise), hvordan jeg kan hjælpe mit barn til at føle sig mere.. ‘frit’. Fri af bekymringsbyrder. Fri for påpasselighed. Og denne bekymring og overvejelse på mine børns vegne er blevet endnu mere nærværende de sidste mange uger, hvor coronakrisen har indtaget landet. Og måske er det min bagage der gør, at..

…jeg standser op, når jeg hører vendingen “pas nu på!”

Når ordene “pas nu på!” siges til børn, undres jeg altid. For skal de egentlig dét? Passe på?? Skal vi helt grundlæggende lære dem, at de er dem, der skal passe på? At de skal have “nu kommer du ikke til skade, vel?” rungende for deres ører? Eller et publikums kommentatorstemmer, som tilråber med “uf, jeg bliver helt bange af at se på dig”, når de forsøger sig med noget fysisk udfordrende? Jeg tror ikke nødvendigvis, at det er det mest frugtbare.

Jeg har eksempelvis en datter, som er vild med at klatre. Den umiddelbare reaktion, hvis hun viser sine kunster frem er “nu passer du på, ikke”. (Somme tider også fra mig. Jeg er ingen helgen!) Men hvorfor egentlig? Selvfølgelig skal hun helst ikke falde og brække noget. Men hun må altså gerne slå sig lidt. Det gør børn. Det kan vi jo ikke skærme dem fra. Men er det ikke helt grundlæggende vores voksnes opgave at opsætte nogle trygge rammer, hvori hun kan udfolde sig og udforske sig selv, sin fysik og sine grænser? Helt konkret – er det så ikke vores voksnes opgave at opsætte ‘et rum’, hvor hun højst kan slå sig lidt? Eksempelvis må hun gerne klatre i – og på sofaen. Hvorfra hun kan falde blødt eller kort. Men så skal hun også vide, at hun ikke må klatre i vindueskarmen, eller op på det høje skab, hvor konsekvensen af et fald er helt andre. Konsekvenser som jeg ikke nødvendigvis skal pensles ud for hende, men som blot er ‘rammer’, indenfor hvilke hun må udfolde sig. Mon det giver mening? Også i overført betydning?

Min datter er for nylig skiftet fra vuggestue til børnehave.

Og dén store forskel (ud over nomeringen) jeg oplevede som forældre fra vuggestue- til børnehave-tilgangen til børnene var, at det virkede til, at børnene i vuggestuen blev passet på, mens børnene i børnehaven skulle lære at passe på sig selv. Groft sagt. Jeg har vist også engang hørt en klog pædagog sige, at i vuggestuen skal de voksne hjælpe børnene med at løse konflikterne, mens børnene i børnehaven skal lære selv at løse konflikterne. Og jeg tror langt henadvejen, at der er noget rigtigt om den sidste del i al fald. Vores børn bliver jo ældre, og kan ikke altid have deres forældre rendende som mæglere bag dem. Og at kunne omgåes socialt og løse konflikter, er en god værktøjskasse at have med sig i livet. Men der er forskel på at kunne løse konflikter og på at “skulle passe på”. Vi skal alle sammen passe på hinanden, og jeg vægter det meget højt at mine børn lærer at passe på andre. Men. Det jeg taler om her er, om vi lærer dem, at de skal være enormt opmærksomme på dét, som kan gå galt. På farer. Og på at alt indebærer risici. At de som udgangspunkt skal være påpasselige, varsomme og.. måske endda nervøse?

Hvis jeg kunne drømme..

..ville jeg gerne leve et liv med mindre frygt, mindre bekymring, mindre påpasselighed, varsomhed og nervøsitet. Jeg tænker som sagt enormt meget over, hvad andre måtte tænke, hvad der kan gå galt og også at det meste, som ikke er ‘lige efter bogen’, måske også i udgangspunktet er risky business. Og apropos business, så tror jeg, at mange flere ville kaste sig ud i freelancer-livet, at mange flere ville danse hæmningsløst på dansegulvet og at mange flere ville udfolde sig kreativt, hvis de var mindre nervøse, bange og havde fået mindre “pas nu på!” med på vejen. Det tror jeg faktisk på.

Er det nu ikke meget magt at tillægge nogle simpel ord? Jo, det tænker jeg også lidt selv. Og så alligevel ikke. For hvem har egentlig lyst til at synge højt med på en sang, hvis de har fået tudet ørerne fulde af “NU skal du passe på, at du ikke rammer tonerne forkert!”. Eller at danse helt uden tanke på andre, hvis de har fået “pas nu på ikke at se fjollet ude” indprentet sig? Ja, eller at turde lære at klatre, hvis der hele tiden var nogen, som gjorde opmærksom på alle de (helt uoverskuelige) konsekvenser der truer, hvis man træder et skridt forkert.

At jeg gerne vil fratage mine børn fra de største bekymringer om at skulle ‘passe på’ betyder ikke, at jeg er en hønemor.

.. Det mener jeg i al fald ikke selv. Det handler ikke om, at mine børn skal opdrages til at kaste sig ud i alt uden at kunne risikovurdere eller tage hensyn – fordi de er vant til, at ‘mor tager sig af det alt sammen’. Det er godt at kigger sig over skulderen for at se, før man starter på sin dans med meget store armbevægelser (som ellers ville slå Onkel Kurt omkuld). Eller senere i livet at kunne risikovurdere, så man har en opsparing, inden man forsøger sig som freelancer. Men der er forskel på at være hensynsfuld som barn og at kunne risikovurdere som barn. Der er forskel på at kende til mors og fars regler og på at være underlagt bekymringer, som er ude af proportioner i forhold til éns alder.

Selvfølgelig skal børn tage hensyn. Men det største hensyn der skal tages er til børnene selv.

Jeg vil langt hellere sige “OP igen!” end “UF, pas nu på!” For når jeg siger “pas nu på” er det måske mere for min egen nervøsitets skyld end af hensyn til, hvad jeg tænker er bedst for barnet? For jeg vil gerne give mine børn en rygsæk fyldt til randen af selvfølgelig skal jeg ikke være bange for at kaste mig ud i dét. Og derfor mener jeg ikke, at ‘en hønemor’ er en passende betegnelse til mig. Jeg vil netop ikke sige, at mine børn skal “passe på” hele tiden. Nej, de skal hoppe (og måske komme til skade) så meget de vil. Herhjemme må man gerne hoppe ned fra sofaen og fra sengen. Og de værste farer håber jeg, at mine børn stoler på, at vi voksne tager os af. På den måde kan de små mennesker bekymre sig om de små udfordringer. Og vi store kan bekymre os om de store farer. Hver sin bekymring til sin tid. Men også hver sin bekymring til sin alder. Jeg er aldrig bekymret for, om min datter rammer forkert, når hun hopper ned fra sin seng. For i ‘værste fald’ lærer hun at komme på benene igen.

.. som du nok kan læse mellem linjerne, sender vi ikke vores datter afsted i børnehave lige foreløbig. Jeg tror ikke, at det er den rigtige beslutning for alle forældre. Eller for alle børn. Jeg er ikke bange for, om hun bliver syg. Ej heller for om pædagogerne gør deres bedste. Men den “passen på”, som følger med en børnehavegang lige nu, vil jeg gerne sætte hende fri fra. Fordi hun er hende. Hun har andet at bekymre sig om. Eksempelvis om, om hun kan gå på line på kanten af tremmesengen. Uden at være bange <3

//Sarah