Trækker han vejret?

Hver dag er anderledes fra dagen før. Sådan er det vel egentlig altid, men særligt nu – med et lille menneske uden nogen form for vaner eller rytme – ja, så er det ikke til at regne med noget. Så jeg regner med ingenting, mens det regner fra himlen her i januar. Til trods for dét, overraskede dagen i dag mig på flere måder.
Dét fik jeg skrevet lidt ned om tidligere. Dog fik jeg ikke tid til at udgive det. Læs her hvorfor:

Jeg ryster på mine hænder. Mit hjerte slår hurtigere og mere ujævnt. Sådan føles det i hvertfald.

I går var jeg klar til at skrive et helt indlæg om, hvor meget tingene er på den anden ende. Hvis jeg da havde haft hænderne fri til at skrive. Mine hænder var nemlig travlt beskæftiget med at klappe en andens ende. Mit lille barns utilpasse ende. I dag er tingene endnu en gang vendt på hovedet. Det lille menneske, som jeg kalder mit, sover sin første længere lur i en barnevogn. Vi har gået tur flere gange, men hver gang er det blevet afbrudt af et lille menneske, som gerne ville op for enten at blive krammet eller spist af. I dag skete det bare ikke. Det var tilmed første gang jeg vovede at lade ham blive i barnevognen, mens jeg satte mig indenfor på en café. Og dér sad jeg så. Bællede min kaffe så hurtigt jeg kunne og kiggede ud på ham – lige foran vinduet. Men ingenting skete. Jeg tænkte, at jeg måske kunne jeg nå forbi en enkelt butik og kigge. Om ikke andet kan jeg amme dér i varmen. Jeg nåede til butikken og tilbage igen. Og satte mig i gården med en stadigt sovende søn. Jeg klager ikke. Faktisk tvært i mod. ÅH, hvor jeg under ham den uafbrudte søvn. Men hvad nu med mig? Hvad skal jeg dog gøre af mine rystende hænder?

Jeg ringede til min mand, som var optaget af møder.. Jeg ville spørge ham, om han ville turde lade vores barn stå i gården og sove færdig.. Jeg ville gerne være to om beslutningen. Efter en rum tid dér på den våde bænk i gården og min stadigt sovende søn, besluttede jeg mig for, at det var helt fjollet at sidde vagt, når nu jeg dagen forinden ingenting fik at spise, fordi han var på min arm hele tiden, og ikke ville andet, før han faldt i søvn lige op ad mig på sofaen ud på natten. Så jeg satte alarmen til igen, og listede mig op i lejligheden. Det er her jeg er nu. Og jeg ryster. Jeg sidder med jakken på, med åbent vindue, med alarmen (hvis lydstyrke jeg har tjekket 5 gange) tændt og en stol helt henne ved vinduet. Skoene står klar lige udenfor døren, og nøglen er i lommen.

Der bliver ofte sagt, at alting er “lettere” og mindre angstprovokerende, når man bliver forælder for anden gang. Men den her del slår mig lige lidt ekstra hårdt i dag. Han bliver så stor så hurtigt, og jeg drømmer mig faktisk tilbage til i går, hvor jeg krammede ham alle dagens timer. Det slår mig hårdt, herinde fra varmen, at han er mit ansvar. Ikke alene at han bliver tryg og vokser, men at han overlever i det hele taget. Ja. Det lyder voldsomt, men det er jo faktisk rigtigt?

I starten af vores piges liv var jeg meget nervøs for, om hun stoppede med at trække vejret. Jeg kunne vågne om natten for at lytte efter eller mærke på brystkassen. Den del har jeg ikke tænkt lige så meget over denne gang, siden han trak vejret for første gang på fødestuen. Måske mest fordi jeg har hørt, at de ikke kan undgå at trække vejret, når de ligger på et andet menneskes brystkasse. Og det har han ret beset gjort det meste af sit liv. Ligget lige dér ved mig eller sin far. Men nu? Nu ligger han i en kold barnevogn omgivet af varme tæpper. Men hvem sikrer sig, at han trækker vejret? Ansvaret er mit. Og jeg har lige nu sat min lid til en elektronisk dims kaldet en babyalarm… Puh, nu siger han noget. Han trækker vejret!
Jeg løber!