Er jeg sygemeldt?

Har jeg fortalt, at jeg er sygemeldt?

Det tror jeg ikke. Jeg tror nærmere, at jeg har formuleret mig i vage vendinger som “sygemeldinger hængende over hovedet” eller “tag den med ro, sagde lægen”. Men decideret at sige, at jeg er sygemeldt… Det har jeg vist ikke skrevet ud noget sted. Og hvorfor skulle jeg også? Eller hvorfor skulle jeg ikke, har det ringet for mit indre, på det sidste. Egentlig tror jeg, at jeg er lidt flov. Eller nærmere ikke-stolt. Og netop derfor tror jeg, at det er vigtig at sige højt.

Jeg kender flere som har været graviditetsbetinget sygemeldt (som det så flot hedder i det offentlige system), og aldrig – aldrig – har jeg tøvet med at tænke store og kærlige tanker om dem. Hvor er det godt, at de lytter til lægerne, og passer på deres krop og deres barn.. Der er jo intet andet rigtigt at gøre! Men det er sværere, når det kommer til mig selv. Det er det bare. Måske særligt fordi sætningen “en graviditet er ikke en sygdom” ringer for mit indre..

Jeg føler mig stemplet (helt klart af mig selv) som “svag”, “sygelig” eller “uambitiøs”. Ku du ikke bare lige.. tænker jeg ved mig selv.. Og så tænker jeg uendeligt meget over, hvad andre mon vil tænke til trods for, at jeg aldrig – bare et splitsekund – har tænkt noget tilnærmelsesvis negativt om andre. Så af den grund, vil jeg gerne sige det højt. Turde. På vegne af mig og alle andre, som må opleve det svært at identificere sig selv med at være sygemeldt; Ja, jeg er sygemeldt.

Jeg har reflekteret over, hvorfor jeg mon tager det, som jeg gør. Hvorfor jeg næsten vendte øjne af den første jordemoder, som (allerede i 12. uge) spurgte mig gentagne gange, om jeg var sikker på, at jeg ikke skulle sygemeldes?? Er det mon fordi, jeg måtte stoppe på en arbejdsplads, som jeg var ked af at give afkald på? Ja. Fordi jeg er vokset op med en powerkvinde af en mor, som var tilbage på skolebænken 14 dage efter sin fødsel? Ja, formentlig. Fordi jeg er vant til at sige “ja” til det meste og “nej” til meget lidt? Ja. Fordi det er at sige stop i en kultur, hvor de fleste siger go?

I bund og grund tror jeg, at det er sundt. Først og fremmest var der ingen tvivl hos lægerne; “Du skal sygemeldes resten af graviditeten. Det er den eneste måde, du kan passe ordentligt på dit barn på.” Og det hjalp mig. At de til sidst skar igennem og sagde “hertil og ikke længere”. Så i forhold til det rent fysiske, er jeg slet ikke i tvivl længere. Jeg er sygemeldt for at passe på mig barn – dét er min primære opgave. En opgave, som jeg er meget beæret over at være blevet skænket. Jeg er mit barns vogter.

Men jeg tror også, at det er sundt af nogle andre grunde.. Jeg tror, at det er sundt fordi, jeg netop har så svært ved at stå af en tromlende godsvogn. Jeg har så svært ved at lade mig begrænse. Jeg vil gerne tale om muligheder i én uendelighed, og har ofte svært ved at sætte det endegyldige punktum. Jeg har svært ved at hvile, og hvile i, at det er godt.

Jeg vil forsøge at gøre netop dét nu. Forsøge at lade dét være en lektie i min “forlængede barsel”, som jeg kalder det, når jeg ikke kan få ordet “sygemeldt” over mine læber. Og så vil jeg øve mig i, at turde tale om dét der er svært at få over mine læber. For det er nogle gange dér det aller vigtigste ligger gemt, tror jeg.