Det er noget mærkeligt noget. Man er aldrig færdig med at bekymre sig. Der opstår altid endnu en bekymring. Lidt lige som at vejarbejdet aldrig slutter. Der er slid et andet sted, når ét sted er repareret. Der er altid et sted at rette sin bekymring mod.
Når én bekymring letter, opstår en ny.
Lige op til jeg går på sommerferie, tænker jeg altid: “Hvad skal jeg dog bekymre mig om i alle de uger? Ingenting!” Men sådan er det aldrig. Selv i det mest ubekymrede, finder jeg ting at bruge min tankekraft på. Og godt for det, for det er jo dét der gør os mennesker: Vores empati, medfølelse, overvejelser og evige stillingtagen. Men en gang imellem kunne jeg godt bruge en pause. Som nu. En pause fra tankemylderet. En pause fra bekymringer. En pause. Bare én pause.
At “sende afsted”?
Et lille feriesuk..
Når frygten for at fejle bremser mig.
Skriv et svar