Påpasselig eller panisk?

Hermed et lille dagbogs-agtigt skriv fra det corona-smitte(bæren)de land, Danmark.  Inden vi begynder, vil jeg dog lige gøre det klart, at jeg ved, at vi slet ikke har store ‘problemer’ herhjemme. At der er andre som har det ægte svært. Det er jeg meget bevidst om. Men jeg kan ikke gøre andres virkelighed til min. Og dermed ikke beskrive den som min egen. Men min egen virkelighed.. dén kan jeg beskrive det bedst jeg kan. Og det er dét jeg har forsøgt mig med her – i denne tilstand, hvor alt pludselig er vendt op og ned og på hovedet. 

I dag har været en lidt skør dag. Den første dag efter bliv-hjemme-påbuddet, hvor min lunte har været kort, og mit humør ret lavt. I bund og grund handler det om en nervøsitet og en snigende klaustrofobi, tror jeg. Jeg savner at være ude! Jeg savner muligheden for at tage på tur. Gøre noget. Jeg er nervøs over, om jeg måtte være smittebærer. Vi har set mennesker, som er blevet sløje, men lægerne tester ikke længere sunde og raske mennesker for C-ordet. Vi mærker intet, og det er 8 dage side, at vi så mennesker, som senere er blevet sløje. Men. Vi holder os væk. Fra alt og alle. Bortset fra en enkelt handletur (nemlig.com var udsolgt) med afstand, håndvaske og fart på. Alligevel fik jeg dårlig samvittighed. For jeg synes, at balancegangen er så uendelig svær..

Hvor går grænsen mellem påpasselig og (lettere) panisk?

Jeg ved, at man har påbudt de som har opholdt med corona-smittede 14 dages karantæne, så vi holder os fra mennesker i en uge endnu. Just in case. Men. (Dyb vejrtrækning.) Vi rør jo ingen. Vi vasker og spritter. Og vi skal have mad i køleskabet. Og vi skal bevare vores fornuft, vores samfund og andres liv samtidig.. Og det er faktisk et stort pres.

.. et forsøg på en dagsplan, en tom (5.) kop kaffe og tørrede blomster fra sommerhuset, som jeg sådan sukker efter..

På den ene side føles det som om at tiden er gået i stå. Og på den anden side som om at det hele passerer forbi. Alle de ‘ting’, vi havde planlagt, er udskudt. Og i skrivende stund kan jeg end ikke huske dem.. For alt andet er jo lige meget nu. Jeg er ikke bundbekymret. For jeg synes, at vi gør vores. Vores bedste. Men jeg er bekymret over, om jeg bærer noget (eller har båret noget), som andre kan blive ramt af med højere fart og styrke. Og så er jeg bekymret for de udsatte mennesker i vores samfund. Bekymret for de som sidder alene. De som bliver ramt økonomisk. De som ikke er to forældre til at hjælpes ad. De som.. kæmper.

Jeg selv kæmper mindre slag. (Det ved jeg!) Mine hænder er hudløse af alle de gange, jeg har vasket hænder. Situationen tricker lidt mine “jeg skal vaske hænder tre gange, før de er ægte rene” -tanker. Og når de tanker melder sig, minder det mig sådan om, hvor let det kan kamme over fra påpasselighed til panikslagenhed. Og så tricker tanken om, at alle kan være smittebærere mig også. Det føles mærkeligt at skulle være ‘mistænkelig’ og afstandstagende for mig, som hellere krammer end giver hånd. Og når jeg så møder én i gården (mens jeg putter mit barn i klapvognen), må jeg så ikke sige ‘hej’ tilbage? Det tror jeg, at jeg må, men helt ærligt, så holder jeg vejret lidt imens. For jeg vil hverken udånde eller indånde noget. Og igen er balancegangen mellem påpasselig og panisk tynd som en pandekage.

.. min datter tog dette billede af mig i dag. Det beskriver ret godt, hvor ‘overrumplet’ jeg også er rent fysisk disse dage.. 

I tråd dermed kæmper jeg med at føle mig alene.. samtidig med, at jeg føler mig overrandt. Haha. Et ‘ophold’ indendøre alle døgnets timer sætter virkelig tingene på spidsen. Det er blevet så tydeligt for mig, at et break alene (i et andet rum end de andre) virkelig giver mig nyt mod. Men vi er jo også alle alene om vores valg og hjemmeophold. Alene om at blive presset. (Jep. jeg er langt mere presset end resten af holdet).

Og på den måde øver jeg mig i at se vores hjemmeophold som en slags træningslejr. Vi trænes i at være sammen som familie hele tiden; i at imødekomme hinandens behov, når det kan lade sig gøre, og at sætte alt sit til side, når det ikke kan. Og når tiden er knap, og øjnene trætte, ja, så står det samtidig endnu mere klart, hvad jeg ville ønske, at jeg kunne kalde mit arbejde, så jeg ‘var tvunget’ til at lave noget af det hver dag.
Derfor tror jeg, at jeg i morgen vil lave et lille nyt DIY-projekt ?

Hvordan holder I humøret oppe?

Kærligst mig