Fra en tikkende bombe til en..

I lang tid har jeg gået og følt mig som krokodillen fra Peter Pan. Som et menneskedyr med en sprængfarlig afløser i sig.

Jeg har holdt kortene lidt tæt til kroppen. Mest af alt fordi det kræver noget, at det bliver fortællingen. For fortællingen er så meget andet også. Men én del af min graviditet er, at lægerne – til den rutinemæssige nakkefoldsskanning – fandt ud af, at jeg havde en øget risiko for at mit vand ville gå for tidligt. Jeg havde blødt indvendigt. Meget. Derfor blev jeg beordret i ro. Det var svært at forstå. Jeg kan jo alt. Jeg er en ung, mobil, sund gravid. Sådan var det første gang. Sådan var det ikke denne gang. Lægerne truede mig, talte alvor, og begyndte at tælle ned. Ned til uge 24, hvorfra de ville redde barnet, hvis jeg gik i fødsel. Alvoren gik op for mig, da jeg forstod, at den yderste konsekvens var, at barnet ikke ville overleve. Jeg selv talte naturligvis mest af alt ned. Holdt vejret, og nåede målstregen. Stregen hvorfra der var hjælp at hente.

Nu? Ja, nu er jeg nået en helt anden målstreg. En målstreg som jeg for næsten 6 måneder siden troede var urealistisk at nå: Jeg er indenfor terminsperioden(!) Perioden som ligger 3 uger før den præcise terminsdato og 2 uger efter. Det tidsinterval, hvor det ingenting gør, hvis jeg går i fødsel. Og lettelsen er til at føle på. Spændtheden, som har præget min grundtilstand er ved at slippe sit tag. De lange nætter med vågne timer. Den spændte hovedpine, de voldsomme plukveer og rastløsheden, som alt sammen formentlig er kommet af min grundlæggende følelse af et kæmpe ansvar og en stor bekymring.

Det er anderledes nu. Jeg føler mig ikke længere som en tikkende bombe. Nærmere bare som om jeg er en stor badebold. En badebold med helium i sig. Jeg er så glad og lettet, at jeg skiftevis letter fra jorden, og lukker lidt luft ud og falder omkuld på sofaen af udmattelse. Over at have målet i sigte..

Vi klarede det! Jeg fik lov at bære på mit barn tiden ud. Jeg tror, at bebs bliver der lidt endnu. Det er skørt, at kunne bekymre sig så meget om én, jeg aldrig i mit liv har set eller mødt, men også enormt beroligende. Jeg er allerede mor for det væsen som svømmer på livet løs bag mit maveskind. I denne aller sidste del af graviditeten vil jeg hviske for mig selv at “alt er okay”, indtil jeg kan hviske netop dét i det lille øre..