Når alting ramler..

Det har været nogle heftige uger. Ja, faktisk tæller de fleste af os nok ikke heftigheden i dage eller uger, men måneder. Og snart (1) år. Men. Der har alligevel været noget lidt andet over de sidste to uger for mit vedkommende. Vi har haft noget sygdom på besøg herhjemme, og særlig i denne tid, er den slags lidt ekstra angstprovokerende. Og også ret så testende. I mere end en forstand.

Samtidig er det som om, at meget andet er gået i stykker. Min yndlingskop(pe) er blevet tabt, ting er blevet væk, tæpper er faldet ned af væggene, et fjernsyn har været gået i stå og de projekter, jeg i øvrigt har arbejdet (nærmest i døgndrift på) har drillet mere end jeg troede muligt. Det er alt sammen okay og et livsvilkår, jo. Ting går i stykker. Sådan er det med ting. Store projekter, på nyt land, kræver ofte uendeligt meget mere arbejde end fantasien rækker til. Det ved jeg. Men alligevel har disse små nedslag vist sig for mig som en slags allegori på hele situationen. Der er ikke noget vi ved om bliver. Selv hvis vi har noget i hænderne (som en simpel kaffekop). Den kan gå i stykker. Det kan forsvinde. Ligesom vores planer i fremtiden kan det. Der er ikke noget, vi kan være sikre på lykkes.

Jeg har egentlig (hvis jeg da selv skal sige det, og det er jo det jeg er her for ?) klaret det udemærket. Jeg holdt hovedet oppe. Øvet mig i at holde hovedet ovenvande og svømme videre i denne pøl af restriktioner, begrænsninger, sygdom, afsavn og usikker fremtid. Og midt i dét har jeg forsøgt at stoppe op. At give mig selv lov til at holde pauser. Og prioritere mine lidt trætte kræfter. Og lige dér i det rum har jeg altså mærket en lidt træt tyndslidthed. (Som den jeg beskrev ovenfor.) For jeg vil snart gerne kunne regne med noget. Om det så bare er, at min yndligskop er der om morgenen til den første kop kaffe..