Helle!

Vi er i vores sommerhus. Vi ankom torsdag morgen, og for første gang i flere døgn er jeg helt alene. Festen flokken er draget på loppemarked. Bebsen og jeg blev hjemme, og han sover. Her er stille.

Jeg er ramt af en voldsom skrivelyst og samtidig en stumhed. En lyst til at skrive om alt det store. En lyst til bare at sidde stille og lytte. Måske er det fuglenes kvidren, bølgernes brusen og vinden der gør det ved mig? Måske er det roen, som rammer mig, der spreder sig til mine stemmebånd – eller fingre på tastaturet. Måske er det fordi det bliver så tydeligt, at uanset hvor mange ord jeg kan finde frem, så vil jeg ikke kunne beskrive dét jeg er midt i. Jeg kommer til kort.

Vi havde besøg til aftensmad i går aftes. Og da vores besøgende skulle til at tage afsted igen, sagde de, at det havde føltes som en hel ferie at være hos os. De var her i fire timer.

Sådan har jeg det hver eneste gang, vi er her. Det er et åndehul og et helle. Brønden, hvori jeg stikker min snabel ned og suger vand. Faktisk kan jeg ikke huske, at jeg nogensinde ægte har haft lyst til at tage hjem herfra.

Men det skal vi om lidt. Når de andre er tilbage fra loppemarkedet.
Så nu vil jeg sætte mig og nyde stilheden bare liiidt endnu.
Og heldigvis kan vi komme tilbage igen snart.