Når jeg peger, peger mindst tre fingre mod mig selv.

Det er sandt: Når man peger af andre, er der altid mindst tre fingre, som peger mod én selv.
Prøv selv. Man kan ikke pege med sin pegefinger, uden at mindst tre fingre peger i retningen af én selv. Faktisk er der for mit vedkommende hele fire fingre i min egen retning. I mere end én betydning.

Jeg var engang i et forløb, hvor jeg talte med en klog mand. En mentor af en art. Jeg læssede af, og brugte ham til sparring. Særligt når ting var svært. Og det var det.
Det jeg husker aller mest tydeligt er, at han provokerede mig. Helt så det kløede i inden i mig. Af bar irritation.

Hvis jeg kritiserede andre, var uforstående overfor deres valg (fordi jeg synes det gik ud over mig, primært) eller kom med rå udtalelser, som virkede nærmest fordømmende, var han altid stille. Og efter lidt tid, så jeg rigtig kunne høre mine egne ord runge, var hans come back altid noget i stil med; “Jamen, hvad er det dog det klinger sammen med i dig, siden du lader dig gå på af det?”

Det tænker jeg tit på. Faktisk nærmest dagligt. I alle henseender. For selvom jeg anser mig selv for åbensindet, forstående og fordomsfri, så er der jo også ting, jeg har svært ved at forstå. Eller som jeg bliver meget påvirket af. Og jeg tror nu engang at de fleste af os lettest forstår verden og medmennesker, hvis vi på én eller anden måde kan sætte dem i bås. Afgrænse dem og sætte dem lig med andre. Eller andet. Det gør ligesom det hele lidt mere enkelt at kapere. At forholde sig til.

Senest har jeg tænkt meget over, hvad andre mennesker tænker om bloggere. Jeg har virkelig været provokeret. Uforstående, vel nærmest. Jeg skrev endda et indlæg, i et forsøg på at dykke ned i en forståelse “dem”. Men i mellemtiden er jeg kommet frem til noget helt andet. For jeg kan jo ikke redegøre for, hvorfor folk tænker som de gør. Siger som de gør. Jeg kan kun redegøre for min egen del.

Så mit udgangspunkt må altså være mig, og forklare, hvorfor jeg tænker som jeg gør. Den de fleste fingre peger på. Og jeg tror simpelthen, at jeg er kommet til at tillægge andre min egen frygt. Min frygt for at blive stemplet, sat i bås og ikke blive forstået har gjort, at jeg har gjort netop dét. Stemplet, sat i bås og været uforstående.

Rookie-mistake taget min tidligere mentors vise ord i betragtning.

Og det er simpelthen fejt. Jeg kigger nærmest ned på mine fødder med røde ører idet jeg skriver det. Jeg tror, at flere er interesserede og forstående end jeg har troet. Og hvis ikke de er, hvorfor lader jeg mig egentlig sådan gå på? Fordi jeg er bange for at blive stemplet, sat i bås og ikke-forstået. Virkelig bange. Og i et forsvarsforsøg, tror jeg, at jeg med skamme har proppet mine egne fordomme og fortællinger om mediernes steriotypiske blogger-fremstilling ned over andre.

Jeg mener. Hvem er jeg til at dømme, hvad en blogger er? Eller hvad en ikke-blog-læser er? Det er meget mere nuanceret end som så. Lige som diversiteten i fodboldspillere (uanset niveau) og ikke-fodboldinteresserede er uendelig. Men fordi det ikke virkelig betyder noget for mig, har jeg aldrig skelnet mellem disse to.