Om at efterstræbe det uperfekte.

Jeg har en svaghed for perfektion. Jeg bremses ofte af tanken om, om det er godt nok. Og ikke nok med dét føler jeg ofte, at jeg ikke kan leve op til (mit eget og andres) idealer. Mine idealer er høje, og jeg dømmer hårdt. Idealer om perfektion.
Så her starter jeg. Med at sige det som det er: det bliver ikke perfekt. For det er jeg ikke, og det ønsker jeg ikke at skulle leve op til. Så vi kan lige så godt starte uperfekt.
Faktisk bremser det mig tit – tanken om, at det jo ikke er godt nok! Ej, dét må jeg blive bedre til, før jeg kan vise det til nogen eller ej, det er der så mange der er gode til. Det er ikke noget særligt. Men nu er livet jo ikke en konkurrence!!

Faktisk har min svigermor et motto, som jeg ofte tænker på:
“Hellere få malet uden malertape, end slet ikke at få malet.”

Og det praktiserer hun. Jeg ville ikke få klaret halvdelen af hendes projekter, fordi dét at sætte malertapen perfekt, ville bremse mig (i mere end én betydning). Jo, jeg har da kigget skævt til hendes ufærdige maling en enkelt gang eller to. Men oftest ser jeg slet ikke skønhedsfejlene. Jeg ser bare at det er malet.

Det hele handler om, hvad der gør én glad (siger de fleste), så det vælger jeg at tro på. Og lige nu gør det mig glad at forsøge at kaste mig ud i det her – så må vi se, hvad det bliver for noget. Hellere prøve, end ikke at turde prøve i angst for at fejle, ikke? Men vær forberedt: Det bliver IKKE perfekt!