Jeg har taget et par spring på det sidste. Og undervejs har jeg haft så mange følelser, tanker og tvivl omkring det, at jeg har haft svært ved at fatte mig i ord. I al fald i ord, som kunne samles her. (Jeg har pippet lidt om det på instagram.) Men nu er jeg klar. Selvom det stadig er i proces, så er det også en proces, som nu fylder så meget, at jeg gerne vil skrive lidt om det. Faktisk kan jeg næsten ikke lade være..
For et par eller tre år siden skrev jeg dette indlæg om, at vi ville blive boende i vores lille lejlighed.
Men meget er sket siden. Jeg har for eksempel gået hjemme med børnene. Og været boet midlertidigt op i sommerhuset, da Corona ramte. Og begge har formet mig lige så stille. Det viste sig nemlig, at det var svært for mig at have børnene hjemme på 5. sal, men let i sommerhuset. Duften af græs rykkede kort og godt ved mig og min opfattelse af, hvad der er bedst for mig og min lille familie.
Derefter var det et næsten endnu vildere – og uundgåeligt – for mig at springe ud i et liv med børnene i institution. Grunden til, at det føltes som et ægte spring var nok mest, at jeg følte mig klar til at springe selv. Gøre noget. Prøve noget af. Give det et skud og en masse tanker.
Tanker om, hvordan jeg skal udleve en “anden del af mig selv” i en form for arbejdsliv..
Det halve år føles som både lang og kort tid. For det halve år har jo ikke været én sammenhængende tænketid. Corona har været her, min mand har arbejdet hjemme det meste af tiden, og institutionen har været lukket ned af flere omgange pga. førstnævnte. Alligevel har netop Corona sat det hele lidt i perspektiv. Hvis vi er spærret inde, hvor er vi så spærret inde? Og hvad tager jeg mig til herinde i min lille hule? Hvad trives jeg aller bedst med?
Gennem det sidste halve år har jeg derfor søgt, ledt og undersøgt alverdens jobs. Og denne søgning er jeg stadig i gang med. Men. Jeg har også for nylig forsøgt mig med et lille nyt kapitel.. Ikke noget som på nogen måde gør det ud for et fuldtidsjob, men noget, som alligevel er..
.. en lille drøm, som er gået i opfyldelse.
Sammen med @angelkirkegaard har jeg åbnet en shop, hvor vi sælger strikkeopskrifter. Nakedknit kalder vi den. Her sælger vi opskrifter på lækkert undertøj (hvis vi selv skal sige det). Idéen om det lækre, bløde og hjemmestrikkede undertøj var jeg solgt til fra start, da Angel første gang foreslog mig det. Men at turde finde på og kaste mig ud i det, har krævet en hel del viljestyrke (og nattesøvn), må jeg indrømme. Her på den anden side af, at være gået live med vores webshop, er jeg ærlig talt en smule overvældet. På den gode måde. Men også på en “hvor skal vi starte og slutte, for stepperne er så store”-måde. Hvis det giver mening. Ha.
Men jeg synes at det er bundsjovt, udfordrende og spændende. Og dét er en meget meget tilfredsstilende følelse.
Den overvældende mængde af beslutninger med et lille fritidsprojekt er dog intet sammenlignet med de andre store beslutninger, som lige nu rumsterer i kulissen herhjemme. Jeg har gennem længere tid taget tilløb til et spring. Og vi er således – i vores lille familie – begyndt for alvor at søge nye græsgange. I bogstaveligste forstand… vi er begyndt at kigge efter et andet sted at bo.
Jeg elsker vores hjem: jeg elsker vores lejlighed. Men. Det er ingen hemmelighed, at jeg i lange tider har savnet græs mellem tæerne. Og det er dét, vi i særdeleshed er på udkig efter; vores egen lille steppe at løbe rundt på. Noget siger mig, at vi måske også kommer til at lande et sted, hvor der er en del vide stepper omkring vores lille fremtidige hus. Men dén slags skal nok få sit eget indlæg en anden gang. For der er både store glæder og drømme, men også overvældende mange bekymringer forbundet med den proces. En proces, som jeg lige skal lande i.. mens jeg bevæger ud over de nye stepper <3
Find fem ‘fejl’?
Godt nytår. Og et godt nyt år?
En mor har også brug for en mor
Skriv et svar