Om at passe på med at dele

Med en stilhed, pause, vel sagtens, følger også en del overvejelser. Som når man stopper op på en gåtur, og tænker “hvor var jeg egentlig på vej hen” eller “tænk, at jeg helt af mig selv sætter højre ben foran venstre”.

Det dér med at være på sociale medier er en ny balancegang for mig. For et år siden læste jeg kun blogs, og opdaterede meget sjældent på min private instagram. Jeg har skulle vænne mig til at ‘være på’ og ‘passe på’. Finde en balancegang mellem at dele dét der giver mening, og passe på dét der skal passes på. På det seneste har det sidstnævnte været tid med mine.

Og når der er ting og sager jeg ikke er klar til at dele. Som inden jeg kunne fortælle, at jeg var (og stadig er) gravid. Eller at min graviditet ikke er ukompliceret. Ja, så er det pludselig endnu sværere at have lyst til at dele. For alt andet blegner, og træder i baggrunden. Det så ærlige og direkte format virker pludselig distanceret og som et filter.

For hvad vil jeg dele? Hvad vælger jeg frem for noget andet? Passer jeg ind i et medie som dette? Kan jeg begrænses/presses ned i noget medie? Og hvorfor vil jeg egentlig dele med fremmede mennesker i det hele taget?

Jeg har altid beundret dem der deler. Og jeg har ikke holdt mig tilbage privat. Jeg har altid slugt til mig, når min bedstefar har fortalt historier og anekdoter. Tænkt, skrevet ned og analyseret meget. Og så har jeg produceret meget. I vores hjem, for mig selv og gennem mit studie. Jeg har aldrig haft problemer med at udfylde antallet af sider, når en eksamensforskriften lød max 25 sider. Tvært i mod. Men når man skulle trykke af, om ens eksamen måtte blive en del af universitetets arkiv, ja, så har jeg altid trykket “fortroligt”. Jeg har ikke turde andet. Det var for tæt på.. eller måske nærmere for langt fra mig?

Jeg holdt alt tæt ind til kroppen, fordi jeg ikke turde andet end at holde det dér. En del af det var klart, at jeg var bange for, hvad andre ville tænke om mig. Men også dermed ville passe på mig selv. Og så tror jeg ærlig talt, at jeg nåede til et punkt, hvor jeg trængte til at “bryde ud”. At turde noget selv. Gøre dét jeg gik og tænkte på – og turde sige det højt. Dele. Yde til det større fællesskab, som jeg har holdt så meget af at læse med på selv. Inden jeg hoppede ud på det lille store internet, vidste jeg ikke, hvordan jeg ville synes at det var. Det ved jeg nu. So far, any way.

Jeg føler det som en befrielse at sætte ord på og kreere noget, som udfordrer mig. Jeg synes det er sjovt at være aktiv, og få noget fra hånden, som er mit eget. Men når jeg siger “mit eget” skal jeg også passe på mig selv i den proces. For hvor går grænsen for, hvad jeg synes er noget jeg vil dele, og hvad der KUN mit eget – og ikke skal deles.

Primært handler mine grænser vel egentlig om andre mennesker. Om, at jeg ikke vil udlevere dem, eller blotte dem. Min mand kan jeg heldigvis spørge til råds og om “lov”. Det er noget andet med min datter, og det er også hende jeg bekymrer mig aller mest om i forhold til bloggen her. Jeg ønsker ikke at lægge en lang beskrivelse op af min datter. For det er ikke hendes valg, at jeg har dette domæne. Derimod har jeg ikke noget i mod at dele min egne proces om at blive mor, eksempelvis. Dét står for egen regning. Jeg elsker hende ubeskriveligt, og det håber jeg aldrig at hun vil tvivle på. Faktisk er det også lidt for hendes skyld, at jeg startede hele dette “cirkus”. Jeg ville ikke ende med at sidde tilbage og tænke hvad nu hvis. For sådan håber jeg aldrig, at hun vil gøre. Føle sig uindfriet (omend det lyder som et lidt dramatisk ord), sådan som jeg faktisk gjorde, inden dette eventyr startede.

Så jeg har ikke fået kolde fødder af at få en lille tænkepause. Jeg har bare haft brug for at finde tilbage til roden – årsagen. Og ikke mindst at sætte ord på det. Fordi det er sådan jeg processere. Og så er det jo smart at have sådan et lille sted som dette 😉

Husk, at du er velkommen til  at følge mig på Instagram eller Bloglovin’, hvis du har lyst.