Monday Mood: Et speciale som spøger..

Jeg bliver sjældent nedslået af mandagen. Faktisk nærmere omvendt. Jeg bliver som oftest grebet af en iver og en “lad os da GØRE det”-indstilling. Det er som om at dagen og ugen har så meget uudnyttet potentiale der ligger for mine fødder!

Jeg får dog oftest kikstartet den noget skævt, og så er det jeg tyr til tastaturet (eller kuglepennen) for at skrive mig ind i en god start igen. For at minde mig om, at det momentet ikke er glippet bare fordi klokken er 9.45 og jeg endnu ikke har fået udrettet andet end at aflevere min datter og lave mig en kop kaffe. Men dét er da også en slags præstation!?

Så nu skriver jeg mig (og måske jer?) igang med en mega effektiv, produktiv og dejlig mandag!

Jeg sidder jo som sagt med mit speciale pt. Det er dejligt at være fleksibel og jeg kan faktisk ret godt lide at skrive opgaver. At fordybe mig, udtrykke mig og analysere. Altså, jeg føler at mit lille hovede vokser, når jeg sidder dér helt begravet. Det er min overordnede holdning. Nu er det bare sådan, at jeg pt. er nået til et lidt kritisk punkt. Dét punkt, hvor jeg burde have nået liiidt mere end jeg har. Og så psyker det mig altså bare at det hedder et “speciale”. Og det er hér en stemme begynder at viske mig i øret: “sssshhh.. Du når det ikke!” og “ssshhh.. Det er ikke godt nok!” (Ja, stemmen siger ssshh, for det er en ond slange! 😂) Og når jeg hører stemmen, så giver det mig et kuldegys (på den dumme måde) og et helt stresset sug i maven. “ÅH, tænk, hvis det er rigtigt!” Og så kører mit tankespind ellers ud af en tangent om ALT det jeg mangler. Alt det jeg er usikker på, og mest af alt min frygt for at fejle.

Men den skal bare holde sin mund, skal den, den dumme stemme. For:

“Det er bare en opgave, det er bare en opgave, det er bare en opgave.” (Messer jeg for mig selv) “Opgaver har jeg skrevet masser af, og det er jo gået fint!” og “Det skal nok gå, for ingen går op i andet end at du har fået et eksamenspapir. Ingen spørger om et halvt år, hvilket tal der stod på papiret!” og “det er jo heller ikke det vigtige nu. Det vigtige er, at du er mor, du har en fleksibel hverdag så familielivet kan hænge sammen, og at du har mulighed for at gøre ting (ved siden af specialet) som giver dig energi.” og “Det er processen der er det vigtigste! Det er det jo!”

Så:

Det er mandag morgen (ja, lad os nu lige kalde det dét for den psykologiske effekt)!
Solen skinner.
Kaffen er stadig varm (og stærk).
Hele familien er raske (for første gang i måneder, tror jeg).
Opgaven ligger klar til at blive skrevet. Og jeg har faktisk en god idé om, hvad jeg skal skrive!? Win!
Der er stille i lejligheden.
Og nu har jeg faktisk lyst til at få givet den opgave et ordentlig spark fremad!Wish me luck – here we gooo…

ps. Ja, jeg HAR drukket af kaffen på billedet. Jeg ofrede mig ikke SÅ meget for dette indlæg, at jeg ventede helt til billedet var taget med at drikke af min elskede kaffe 😅🙊