.. er du til start- eller mållinjen?

Den sidste uges tid har jeg prøvet at holde fokus på at få ting afsluttet.. Jeg er nemlig virkelig god til at starte ting op, men knap så god til at afslutte. Faktisk virkelig ikke særlig god. Det gælder det meste; om det er at formulere en lidt mere kompliceret sms eller at nå i hus med indretningen herhjemme. Eller generelt, når det kommer til, at få udlevet dét, jeg har i mit hovede. Helt. Til døren. Eller bare ud af mit hovede.

Det er ret frustrerende, og min overspringshandling fra min frustration er ofte at starte på noget nyt. Ikke den mest effektfulde kur.

Jeg skal øve mig i ikke at blive decideret irriteret på mig selv. Over mit.. karaktertræk. Og temperament. Jeg øver mig i at sige til mig selv, at det er en force at drømme og at have tanker som en bisværm. Når dét er sagt, så er det jo også en god ting at være bevidst om sine udfordringer.. Og min udfordring (i denne forbindelse) er, at jeg – når jeg mest af alt starter processer, tanker og idéer op, og langt mindre afslutter dem – føler, at jeg ikke lykkes. Ikke helt i al fald. For det KAN virkelig også noget at afslutte, aflevere, føre til dørs og klappe af.

Jeg ELSKER når noget bliver fulgt til dørs, gjort færdigt og udført. Den følelse af, at noget er fuldført kan gøre mig helt høj. Det giver mig en følelse af, at jeg er på vej. I gang. Klarer ting. Klarer det. Det giver mig en tiltro til, at jeg kan gøre ord til handling: Fordi handlingen udføres. (Om det så er i ord, i fysisk handling eller noget helt tredje.)

Og det er den sidste del, jeg altså har dedikeret den sidste uges tid til – den første efter en forlænget vinterferie. Og det har føltes godt. Og har givet mig mod på at starte endnu mere op (jep, the never ending story). Og jeg vil øve mig i at gøre det endnu mere. Afslutte altså. I endnu mere dedikeret og fokuseret grad. For om end jeg elsker at skitsere nyt, så forvirrer det faktisk også mit lille hovede at have alt for meget i gang – alt for meget potentielt – på én gang. Nej. Rent faktisk at tage handling. Hele vejen. Og ikke at give op midtvejs. Ja, dét er jo et stort udtryk for, at man VIL og tager seriøst, når det netop gælder mine idéer. Og mig selv.

// Sarah

.. mig, min gode ven kameraet og en fatning som (apropos ikke at nå helt i mål) er blevet glemt lidt for længe.. 

Ps. Lige i dette nu kan jeg se, at jeg for lidt mere end et år siden skrev et indlæg om præcis det samme. Så mon ikke man kan kalde det et mønster? Men et mønster, som kan arbejdes med. Skal vi ikke aftale dét?