Post ferie-status

Jeg er hjemme igen.. Hjemme ved vores ting, vores lejlighed, vores baggård, og vores vaskemaskine.
Det er lidt skørt, hvordan jeg kan komme til at savne helt basale ting som en vaskemaskine. Det er næsten dén ting ting, jeg glædet mig mest til gensynet med. Arh, følelsen af at sætte en vask over.. Og at den så bliver vasket uden at man selv skal gøre yderligere!?

Der har været lidt stille herinde de sidste dage – til trods for, at jeg havde lagt en hel udførlig plan for, hvilke indlæg der skulle udkomme hvornår. Faktisk havde jeg hele 13 stk. på min liste før afgang i 14 dage. Jeg klappede mig selv på skulderen, og flere af dem var endda skrevet som kladder. Jeg bilder mig dog ikke ind, at I har siddet på pinde og ventet på mine indlæg, men håber at I har været ude og nyde. I det gode vejr. I godt selskab måske? Når det så er sagt, så VIL jeg så gerne lige give en forklaring. Om ikke andet for min egen samvittigheds skyld. Jeg elsker at holde det kørende herinde. Det giver et mig et kick uden lige. Men jeg vil også gerne nyde selv. Nyde den tid som jeg har med min familie lige nu. Og dén balancegang har jeg kæmpet lidt med.

Jeg tog med andre ord Mette Marie på ordet – i mere end én forstand, da jeg læste dette indlæg. Først og fremmest, ja, så brugte jeg straks mine tommeltotter (jeg ved godt, at det hedder tommelfingre, men det andet er da hyggeligere) til at åbne en Magnum double caramel – og dernæst, så lagde jeg elektronikken lidt væk. Jeg trængte til pause. Til at lade op, fordi jeg var træt. På én eller anden måde blev jeg mere og mere træt mod slutningen af ferien. Måske er det den fremskridende graviditet. Måske varmen. Måske bare et behov for ægte pause. Jeg ved det ikke. Jeg blev meget inspireret af, at Mette Marie skrev, at hendes udgangspunkt altid er, at dele ud af sit overskud. For sådan har jeg det også. Det skal GIVE mig noget at skrive herinde. Og det gør det (heldigvis) stadig – hver eneste gang jeg sætter mig ned og skriver, eller får en idé. Det giver mig så meget, som jeg aldrig havde troet at det kunne. Men pludselig stod jeg i en ferie, hvor jeg også følte at der var en endnu større energikilde som trak i mig; endelig at have tid med min lille familie. Så jeg prioriterede dét der ikke lige sådan kommer igen; min ferietid med min familie. Min datter, som vokser sig større for hvert sekund. Sådan føles det i al fald. Min mand som jeg har savnet helt ind i mine knogler.

I resten af skolesommerferien vil det altså være således, at jeg vil prioritere at få tid og overskud herinde så meget som muligt. Fordi det gør mig glad i låget. Simpelthen. Men min største prioritet er altså, at bruge så meget energi som muligt på mine to mennesker, som jeg har savnet så meget op til ferien. Og også det tredje primære menneske, som jeg slet og ret skal og VIL bruge tid på at passe på. Jeg håber, at I forstår og bærer over med mig. Mit håb er at udgive indlæg i hverdagene, og måske holde weekenderne fri. Men hvis der pludselig er lidt stille, så kan I altså nu ikke sige, at jeg ikke har advaret jer 😉

Uanset hvad, så er jeg tilbage. Og det kribler i mig <3

Jeg har gået og været små-lalleglad lige siden vi landede fra ferie – til trods for alt det praktiske der altid følger med en hjemkomst. Og på grundet min lille stilhed herinde, tænkte jeg, at det var passende med en ægte post ferie-status.

Min post ferie-status over, hvad der pt. efter hjemkomst har været optur og “knap så optur” (ja, jeg nænner ikke engang at kalde dem nedture):

(Optur:) First thing first: KAFFE. Vi er hjemme ved vores egen kaffemaskine, som altså laver så god kaffe, at jeg på vej ned af bagtrappen med min iskaffe, måtte stoppe på hvert plateau for at tage en lille slurk. Vi bor på 5. sal. Det er 10 plateauer.
(Optur:) Og godt det samme – for da jeg kom ned, var der så varmt i baggården, at isterningerne smeltede på få minutter. Det danske sommervejr er klart et opturspunkt. Findes der et vejr som dét?
(Optur:) Apropos isterninger; da jeg skulle tjekke efter, om vi mon havde nogle liggende i fryseren, opdagede jeg, at vi også har rester af hjemmelavet is. Hurra for at glemme, hvad der gemmer sig i ens fryser. Win!
(Knap så optur:) Døde planter, som ikke klarede den danske sommer alene. (Plus: de lugter jo!)
(Optur:) De mest trofaste planter, som overlevede mit fravær. De er jo som ægte venner. Til at stole på!
(Optur:) Min baggård. Jeg havde glemt, hvor stille og roligt og dejligt her er. Meget mere stille end på de to terrasser vi havde til rådighed i syden. Jeg sidder her nu og skriver. Og jeg bliver lige indtil jeg får lyst til at cykle mod noget vand. Eller søge skygge. Mon man må slå et telt op her?
(Knap så optur:) Vi smækkede os ude af vores opgang for en times tid siden. Men altså kun for 5min. Så kom en underbo til undsætning.
(Optur:) Men hey; i ventetiden fik vi hængt den sidste vask op. I gården har vi nu 3 x vaske hængende til tørring. Og jeg tror faktisk, at det er så godt som tørt.
(Optur:) Desuden opdagede jeg noget gammelt vasketøj som hang på et andet stativ. Det er vores. Fra før vi tog afsted. Vi glemte det. Eller overså det i nattens mulm og mørke kort før afgang. Hurra for en tryg og rolig baggård. Lige midt på Nørrebro.
(Knap så optur:) Jeg har opdaget, at langt de fleste af mine sommertoppe er for korte. Jep. Jeg sidder pt. i en top som stumper, så man kan se det nederste af mit maveskind. Et øjeblik overvejede jeg at tage smøre dette skind ind i solcreme. Bare for at være på den sikre side. Jeg føler mig ikke ypper tjekket. Faktisk tvært imod. Det er ikke som stumpetoppene i Spice Girls-tiden, skal jeg hilse at sige! Men jeg ved ikke, hvad jeg skal skifte til. For alt hænger til tørre. Og jeg har faktisk overraskende lidt tøj med stropper.
(Optur:) Jeg er tilsyneladende kommet hjem til det sidste sommer-udsalg. Måske ovenstående ‘problematik’ kan løses?
(Optur:) Jeg føler mig bedre og bedre tilpas i, at min krop vokser. Kvalmen har lagt sig helt ned, og jeg elsker – ELSKER – at det lille menneske inden i mig dagligt sender high-fives ud gennem mit maveskind.
(Knap så optur:) Mine fingre er hævede. Jeg giver sommervarmen skylden. Jeg ved dog godt, at jeg ikke får dén ring på igen, før et par måneder eller flere efter jeg har født. (Vand i kroppen, here we go)
(Knap så optur:) Jeg savner allerede at kunne gå en morgentur og dyppe fødderne i havet. GODT vi har et sommerhus, som vi snart kan søge tilflugt i.
(Optur:) Sommeren er ikke slut endnu. Og vi har intet fast planlagt de næste dage/uger. Når vi vil, drager vi i sommerhus. Magen til frihed kender jeg ikke! Fik jeg sagt, at jeg føler mig priviligeret?
(Knap så optur:) Vi bor noget mindre, end jeg huskede det. Tænk, hvordan den rummelige hukommelsen kan spille én et puds. Men ærlig talt; Jeg glæder mig til at gå i gang med – for alvor – at finde ud af, hvordan vi skal indrette os til den lille nye beboer flytter ind. Jeg tror nok at Grand Designs bliver min sommer-serie 🙂