Et lille feriesuk..

Det er blevet 10 min. over ferie, og jeg er ramt. Ramt af dybfølt træthed. Ramt af den hårde vind, som står ind fra havet. Ramt af afsavn. Fra noget jeg ikke ved, hvad er. Ramt af at være landet. Ramt af træthed. Tydeligvis ramt af glemsomhed. Ramt af, hvor meget jeg har trængt til ferie.

Vi har brugt de sidste dage med venner i et sommerhus, og det var så dejligt og så tiltrængt, men jeg sov også noget mindre end jeg ellers var kommet ind i en god vane med. Derudover afsluttede jeg nogle sidste praktiske ting i fredags, hvilket gør at jeg også officielt kan kaldet det ferie nu. Med en passende timing er vi igen landet i vores familiesommerhus. Her er dejlig og blæsende og fuld blæs på familiemedlemmer. Det er så skønt, at børnene har så mange gode mennesker omkring sig, som de er trygge ved. Og meget af tiden kan jeg faktisk gå rundt og klare praktiske ting, drikke kaffe eller endda sove en middagslur, som i dag.
Det er luksus og det er ferie.

Men som ved afslutningen af en eksamensperiode eller efter en hård deadline, har ferietrætheden ramt mig lige i ansigtet. Som den våde ruskende vind fra havet. De dage lige efter, at jeg endelig lander i en ferie, kan det slå næsten endnu hårdere rent fysisk og også oppe i mit lille hovede, hvor spændt for jeg har været før det blev ferie. Der har været meget at tænke på, meget at tage stilling til og meget at jonglere den seneste tid. Begge børn har været hjemme siden coronaen lukkede landet ned. Om dette skal fortsætte, har vi ikke helt regnet ud endnu. Sideløbende tænker jeg en del over, hvad der skal blive af mig på den anden siden af sommeren. Jeg vil så gerne sætte mine ben på et arbejdsmarked af en art. Og udfolde dén del af mig. Igen. Samtidig har de sidste mange måneder tæt på jorden – her i sommerhuset – ikke gjort drømmen om en have mindre, skulle jeg hilse at sige.

Der er mange store bolde i luften, og lige så utilregnelig som vinden er disse dage, lige så utilregneligt virker det, hvordan boldene vil lande i vores lille liv. Så jeg er træt. Træt af at drømme, uden at vide om noget kan lykkes. Træt af at bekymre mig. Træt af at have ondt af mig selv. Træt af at brokke mig. Træt af at skrive dette. Træt i min krop. Træt i mit hovede. Og også lidt i mit hjerte. Men jeg ved, at det er fordi det betyder noget. Det hele.

Jeg ved, at ferien er tiltrængt. Jeg ved, at det skal skrives og soves ud. Og om lidt er jeg ved hægterne igen. For det er ferie <3