Hvis bare det er med dig, så er alt godt

Jeg kan huske, at jeg en dag sad i bilen med mine forældre, og pludselig lagde mærke til, at jeg skulle synke mit spyt. Som man jo skal. Hele tiden. Men det var der aldrig nogen der havde fortalt mig. At det bare er noget man skal. Og gør. Jeg har ikke været mere end fem år. Jeg nåede at gå i lettere panik, før jeg med rystende hænder spurgte mine forældre, om jeg var syg. Haha. Det lyder måske helt skørt. Det tror jeg også de synes. Men for mig var følelsen virkelig virkelig. De forklarede mig, at det bare var sådan vi gør som mennesker, og jeg var tryg igen.

Siden da har det dog været en tilbagevendende tanke, at jeg nogle gange har tankespin, som kører ud af en tangent. At jeg var ene om at lægge mærke til særlige ting. At jeg er fyldt med nogle tanker, som ikke alle forstår eller tænker. Eller som jeg ikke altid har turde indvie folk i. Jeg har følt mig ene om at være den jeg er. Ene om at føle mig alene. Helt alene om at være mig. Egentlig er det jo bare et vilkår. Vi er alene. De fleste af os fødes én ad gangen. Jeg har i mange år tumlet med ikke at føle, at jeg passede ind. Og når disse tanker har meldt sig, har jeg holdt mig mere for mig selv. Passet på mig selv. Hvilket forstærkede følelsen af, at være alene.

En dag for lidt mere end ti år siden, ændrede det sig dog. Jeg følte mig pludselig forbundet. Forstået. Holdt af. Med alt hvad jeg er og tænker. Holdt i hånden. Af dig.

Jeg har skrevet meget lidt om min mand herinde. Måske fordi jeg føler, at han er mit helle? Og fordi de største ting ofte er de sværeste at sætte ord på?

I denne uge har vi kaldt hinanden kærester i et helt årti. Og jeg har simpelthen så svært ved at lade dét passere uden at spille en lille fanfare. Han er min bedste ven. Den sjoveste jeg kender. Den bedste danser jeg kender (!). Og så er han mit anker. Jeg har aldrig oplevet, at noget jeg har sagt eller følt har skulle skjules. Jeg føler og tænker mange andre ting end han gør. Heldigvis. Men han forsøger altid at forstå. Og ikke mindst så rummer han det. Uanset om han helt forstår. Han passer på det. Holder min hånd. I mere end én forstand. Og det går over min forstand. Er jeg i tvivl, er han altid min rettesnor. For han er så ufattelig samvittighedsfuld, god og kærlig, så jeg ved, at han altid vejleder mig bedst.

Vi har været kærester i 10(!) år nu. Jeg får ærlig talt helt kilder i maven over at skrive det. For jeg er så vildt stolt af, at den stud, har ville være min i så mange år. At jeg scorede ham. At han så mig. Det giver stadig et gip i mig, når han ankommer til en fest. Eller bare kommer ind af døren derhjemme på en ganske almindelig onsdag. Tænk, han er min.

For 10 år siden blev den dominerende ensomhed erstattet af tosomhed. En følelse af, at vi to hører sammen. Den der grundfølelse af at være alene er forstummet.

Når jeg er aller mest i tvivl om, hvad jeg skal i mit liv, ja, så falder jeg altid tilbage til én ting:

Hvis bare det er med dig, så er alt godt.