Normalt har jeg en grundfølelse af, at glasset er halvt fuld. Altid. At jeg har uendeligt meget at være taknemmelig for. Det har jeg også. Og det føler jeg også. Men den sidste uges tid måske de sidste måneder, har taget lidt på mig.
Jeg er grund-glad. Og taknemmelig. Det er ikke dét. Det er dét, der er lige ovenpå fundamentet af at være heldig, det halter med. Det svajer i vinden. Dér føler jeg mig uheldig og bekymret. Der skal ikke så meget til, før vinden tager ved det, og læsset vælter. Tingene har været imod os, synes jeg.
Bare i sidste uge var vi i vores lille familie to om lægen og én gang forbi rigshospitalet. Én var kommet til skade. Én var syg. Én var (måske) alvorligt syg. Vi har alle tre været nedlagt med forskelligt. Og det viste sig ikke at være farligt. I al fald ikke liv og død-farligt. Slet ikke. Det meste er faktisk helt godt. Men det tager på mine kræfter. Mit overskud. Min tanke om, at hver dag er en fest, melder sig sjældnere i disse uger. For festen har ikke været lige her hos os. Eller. Anledningerne har virkelig været der. Men jeg har ikke kunne finde min festhat. Der burde have været fest, da vi eksempelvis blev ‘frikendt’ fra hospitalet i torsdags. Vi skulle ånde lettet op og råbe HURRA. Men det føltes anderledes. Jeg turde ikke tro det. Nye bekymringer meldte sig. Jeg har været slået hjem som en ludobrik af træthed. Fordi bekymringer gør træt. Dét overskygger anledningerne til fest og farver. Og det der i stedet er kørt rundt i mit hovede er bekymringer, tankemylder, og igen bekymringer.
Hvordan skal det gå? Kommer det igen? Går det nogensinde helt over? Klarer vi den med os selv (og vores humør) i behold?
Ikke lige nu. Men det kommer. Det skal det. Og dét, at jeg ikke kan nyde frikendelser og ånde ind af ‘hvor er vi heldige’-tanken (endnu), giver mig mere dårlig samvittighed. Som om jeg stirrer hårdt på glasset – fast besluttet på at ville se det som halvt fuldt. Men bag mit faste blik regner jeg mest af alt på, om det procentvist egentlig ikke er halvt tomt. Min indre matematikker sætter sig på min skulder og hvisker. Beregner risici for, om det som rammer os går over, eller vender værre tilbage.
Det er godt solen er her lidt til at minde om, at lyset altid vinder.
Skriv et svar