Hvor skal vi hen?

Jeg sidder og forsøger at lave en fotobog over min datters liv. Indtil nu.
På den ene side er det det letteste i verden. På den anden side det sværeste. Jeg har sagt det før, og nu kan jeg mærke, at jeg kommer til at sige det igen; hvor blev tiden dog af? Tiden som jeg er så taknemmelig for har været min. Men som jeg også nu må omtale i datid. Fordi det er fortid. Tiden som er løbet ud mellem fingrene på mig med en hastighed, jeg bliver (sand)blæst bagover af. Det gør mig tør i munden og våd i øjnene. For hvor vil jeg ikke gå glip af noget! Gik jeg glip af noget? Blinkede jeg for længe?

Lige siden jeg blev mor for 2,5 år siden, er flere store livsvalg blevet sat i et andet lys; hvad skal jeg leve af, hvad skal vi bo i, hvor skal vi bo, hvordan skal jeg i det hele taget leve mit liv? Familieliv, karriereliv, …liv. Liv! Og siden jeg fik mit andet barn, virker det som om de fleste bolde er blevet kastet op i luften. Ikke at de egentlig er det, for intet er usikkert, men der er heller ikke noget der er sikkert. Da jeg var på barsel første gang fulgte jeg en ‘plan’. Jeg var studerende og vidste hvilket semester og hvilke opgaver, jeg vendte tilbage til efter endt barsel. Sådan er det ikke nu. Nu er jeg færdiguddannet. Uden nogen egentlig ‘plan’ at vende tilbage til. Og når jeg sådan starter et tankemylder om, hvor jeg skal gå hen, ja, så kan jeg blive helt i tvivl om, hvilket ben jeg skal sætte foran det andet. Hvilken beslutning kommer først? Hvilken usikkerhed skal jeg gøre til skamme? Ved jeg overhovedet noget om, hvad jeg vil, og hvor jeg gerne vil gå hen?

Lige i dette nu er jeg usikker på det meste. Og så alligevel slet ikke. Det bedste jeg har, er min lille bitte familie. Sammen med dem kan jeg klare det meste. Sammen med dem er jeg sikker.