10 ting du (helst) ikke må sige til folk uden børn (eller gravide for den sags skyld).

Mit tidligere indlæg om 10 ting, man helst ikke må sige til nybagte forældre, er der naturligvis også en anden side af. For begge dele gælder det, at det er lettest at huske det man står i. Og ikke den anden side. Derfor er jeg helt flov over at måtte indrømme, at jeg virkelig skal træne mig i særligt nogle af disse punkter. Men here we go – mine bud på de ting du helst ikke må sige til mennesker uden børn (og endnu mindre til gravide):

1. “NYD det.”
   For det første: du har selv valgt at få barn – du er ikke et offer, der skal sukke til andre. For det andet: man kan jo ikke nyde det sådan som du mener det, når man ikke kender dit sammenligningsgrundlag. Man nyder vel alt hvad man kan!
2. “Du kender ikke kærlighed, før du har fået et barn..”
   Jo, jo. Jeg elsker folk, selvom jeg ikke har et barn at elske.
3. “Jeg kan stadig ikke så godt sidde på en stol…” eller “Der var så meget blod, at min mand spurgte lægen, om det var normalt” eller “Jeg blev syet så mange gange, at hun ikke ville sige antallet af sting.” … Eller andet skræmmende ubehageligt fra en fødsel.
   Før man selv får barn – eller hvis man ikke vil – har man intet behov for at høre skrækhistorier. Hvorfor skulle man? For at få endnu mere frygt for en mulig kommende fødsel? Det lyder i forvejen for sindsygt at et menneske skal komme ud af én. Og er man gravid, kan man få helt claus ved tanken om, at der faktisk kun er én udgangsdør (med mindre man vælger/får kejsersnit, så er der to, selvfølgelig, men det er ikke nødvendigvis mindre skræmmende).
4. “Årh, hvor kan jeg huske da jeg ikke havde børn!”
   Når du ikke kan huske, hvornår du sidst var i bad, eller hvor mange gange du var oppe i nat, kan du altså heller ikke huske, hvordan det egentlig var før dit barn kom. Du har måske et (glans)billede af det, men huske det, dét kan du ikke.
5. “Alt giver bare mening nu, som det ikke gjorde før.”
   Rent faktisk har jeg det vel nærmest sådan. Alt blive ri hvertfald sat i perspektiv på en måde som jeg ikke har prøvet før, men igen kan det komme til at underminere det faktum, at der faktisk ER mening i menneskers liv – selvom de ikke har børn. Vent med at filosofér over den slags, til du taler med forælder-fæller 😉
6. “Ej, ved du hvad hun sagde i dag? Hun sagde: BUB.”
   Øv dig i – fra start – at holde igen med alt for detaljerede beskrivelser af din barns formåen og udvikling. Altså, jo, det er stort at hun (måske i et kvart sekund) fik øje på sin hånd. Men ikke så meget for andre end dig og din partner. Og måske et par bedsteforældre (hvis det er deres første barnebarn, ellers ikke, formentlig). Personligt synes jeg denne er det sværeste. Jeg har flere minutters video af, at min datter (måske) kigger på sin hånd. Når jeg ser videoen nu, ser det ikke helt sådan ud. Men da jeg tog den, havde jeg helt lyst til at sende den til min chef ! (Min chef, af alle mennesker!!!) Hun var jo SÅ klog, at hun kunne forstå hun havde hænder!? Godt jeg ikke sendte den. For sådan bliver tingene efterhånden sat i perspektiv. Og for folk uden børn, kan det virke som om man er stukket af til månen! Det ville jeg i hvertfald selv tænke.
7. “Når man får et barn, kommer ens partner bare i anden række.”
   Dette udsagn hørte jeg (mange gange) før jeg selv blev mor. Og ofte blev mit skræmte blik mødt af et “Du forstår det først, når du en dag har dit eget”. Jeg forstår det stadig ikke, og så alligevel. Der er helt naturligt (og dyrisk, vel sagtens) en instinktiv følelse overfor barnet, som siger: “Jeg vil gøre ALT for at passe på dig”. Den følelse er der ikke på samme måde overfor min babys far. For han kan jo passe på sig selv! Og os. Så jeg synes det er en fjollet sammenligning. For de to kærligheder er ikke det samme. Der er også en følelse af “Jeg elsker ALLE dine facetter” i forhold til barnet, hvor man måske (særligt i søvnunderskud) nemmere kan irritere sig over ens partners (små-irriterende) facetter. Men at han kommer i anden række. No way. Jeg elsker ham endnu højere nu, end før han gjorde mig til mor. Jeg kan jo se ham i hende, og uden ham ingen familie – ingen os tre. Og måske endnu vigtigere: Ingen tosomhed til at gå igennem det med, og ingen at stå i samlet front mod det her vilde kaos af et eventyr.
8. “Når man får et barn, har man pludselig ikke tid til at gå op i sit eget udseende.”
   For det første er der lidt en fornærmelse indbygget: som om, folk uden børn er overfladiske, hvis de går op i at putte make-up i hovedet? For det andet, er det alt andet end beundringsværdigt. Jeg kender et par, som i forbindelse med deres bryllup aftalte, at de altid ville efterstræbe at se ud som da de blev gift. Altså ikke have det samme tøj på, men altså tanken om, at man (selvom man er gift, eller forældre sammen) skal blive ved med at gøre sig til og umage for hinanden. Dét er efterstræbelsesværdigt. Og ja, det er mega svært. Jeg sidder selv her uden make up på, pletter på mine bukser, og vel ærligtalt lidt for fedtet hår. Men jeg øver mig i, at man godt må gøre sig umage med sig selv, selvom man er mor, selvom man måske skal prioritere det over noget andet.
9. “Man SKAL ha’ sex senest 6 uger efter fødslen. HUSK det.”
   Jeg er splittet om dette udsagn. For på den ene side er jeg overbevist om, at det er godt at ‘komme igang igen’ så snart man har mod på det. For nogle gange kan tanken om det gøre det mere skræmmende end det er. På den anden side er det altså bare (som i så mange andre henseender) mega vigtigt ikke at generalisere og at udtale sig om andres business. For sagen er altså den (ja, og nu modsiger jeg altså punkt 3 lidt, men her kommer det: ) at det for nogen er en meget stor mundfuld rent fysisk at føde. Derfor kan man faktisk have en følelse af, at kroppen SLET ikke vil være klar til den slags aktivitet. Og hvis dét er tilfældet, skal man lytte til sin krop.
10. “Når man får et barn er det slut med at leve et selvstændigt liv.”
    Igen et generaliserende udsagn. Der ER jo kvinder som vælger at tage på turné kort efter en fødsel, at have et flaskebarn så hun kan køre karriere og manden kan gå hjemme – også i starten. Så dette er altså op til den enkelte. Jeg har selv følt en overvældende følelse af at min familie simpelthen bare slår så meget andet hjem (hvis vi taler ludo-terminologi). Sådan er det formentlig for de fleste. Men hvordan det påvirker hendes livsstil (og rollefordelingen derhjemme) er altså en individuel sag. Hvis du spørger mig individuelt 😉