Fri eller fanget?

Jeg er landet på 5. sal igen efter en lille uge på farten. Sommerhus, familie- og vennebesøg har drevet os vidt omkring, men i et tilpas roligt tempo. Så roligt som det altså kan være, når man har to små børn ? Klokken er lige rundet 7, den anden tøjvask siden hjemkomst sent i går er sat over, og min yngste tager sin første lur. Det er godt at være hjemme. Virkelig godt. Jeg elsker at lande i vores ‘rede’ og kunne pakke ud, falde på plads, og være omgivet af.. hjem. I starten af påskedagene skrev jeg dog nedenstående skriv, som jeg (af ovenstående årsager) ikke fik udgivet. Det er dog stadig i lige så høj grad noget jeg tænker over og spekulerer på. Så her kommer det – lidt forskudt i tid:

Jeg sidder i vores sommerhus. Fuglene fløjter lige tilpas sagte og flerstemmigt udenfor vinduerne. Solen er så småt ved at nærme sig horisonten. Horisonten indbefatter grantræer, klitter, siv og ikke mindst havet. Her er en ro. En ro, som jeg aldrig har kendt i andre huse end dette. Der er også en ro i mit barndomshjem, men den her, som jeg ellers kun har kendt i 11 år, den er noget særligt. Det at være så tæt på vandet. Så langt fra byen. Så langt fra larm. Så tæt på stilhed. Det gør noget ved mig. Jeg trækker vejret ekstra dybt her. Men hvis jeg blev et sted som dette i længere tid, ville jeg så føle mig isoleret? Fanget?

Jeg elsker vores hjem på 5. sal på Nørrebro. Jeg er ikke i tvivl om, at det sted tjener os godt lige nu. Jeg er dog heller ikke i tvivl om, at vi skal videre. En dag. Havde vi alle midler i verden og ingen bekymringer om fremtidige jobs (og dermed økonomi og geografisk placering), så var den dag nok snart. Men. Der ligger også en enormt stor frihed i at være økonomisk frisat. Ikke at have en stor udgift månedligt til et stort lån. Der er en frihed i at være relativt økonomisk fri. Fri til at finde ud af, hvad jeg gerne vil gøre for.. netop min fremtidige økonomi. Der er en frihed i ikke at have stor have, som skal passes og plejes, og som kalder på opmærksomhed fra.. børn, ferier og weekender. Men åh, hvor der også er en frihed i udelivet. At kunne lukke en dør op, og ikke at skulle svare “vi skal liiiiige…” hver gang et barn beder om (okay, skriger på) at komme “UD, UD, UD, NU, Moar”.

Jeg elsker også dele af byen. Jeg elsker ikke larmen eller lugtene. Eller. Jeg elsker lugten fra bagerierne, kaffebarerne og de mange spisesteder, som er lettilgængelige. Jeg elsker at megen aktivitet er indenfor gåafstand. Ikke mindst familieaktiviteter. Vi kan være hos min søster, min svoger eller svigerinde på 15 min. At børnene har den del af familien tæt tæt på, det gør en forskel for mig. Jeg har ofte (i alvor pakket ind i sjov) spurgt de nærmeste af vores venner og familie, om vi ikke skulle gå sammen om at slå os ned ét og samme sted. Ja, måske endda samme vej? Samme landsby? Samme forstad? Og der er noget over det. Noget tryghed over at have de nærmeste nær én.

Der er så mange beslutninger ved at blive voksen. Og for mig er de beslutninger blevet ekstra forstærket, hvor jeg er blevet voksen for andre små mennesker. For hvor har de bedst af at bo, vokse op og blive formet? Ens livsstil hænger vel meget sammen med, hvor man bosætter sig? Hvilket liv er ideelt for os? For mine børn?

Jeg kender godt det svar, for det er dér hvor deres forældre er mest glade. Så er spørgsmålet bare, hvor dét er?