Den sværeste at passe på, er mig selv.

Det jeg glædede mig mest ved, ved at få et barn, var at få én som jeg var primær omsorgsperson for. Èn jeg skulle passe på og holde af. Med al den kærlighed jeg følte, at jeg havde tilovers. Det har jeg stadig. Tilovers af kærlighed. Men ikke helt til mig selv. Jo, jo, jeg holder af mig selv. Jeg synes i bund og grund, at jeg er en fin person, som fortjener godt. Men at tage mig tid og ro til at udøve en kærlighed til mig selv… Dét er jeg virkelig dårlig til. ‘Behandl din næste som dig selv’, står der vist et sted i biblen. Og jeg forstår pointen, men i mit tilfælde tror jeg nærmere sætningen ‘behandl dig selv, som du ville behandle din bedste ven’ ville have mere positiv effekt på min behandling af mig selv og andre..

De sidste uger har være vanvittige. Faktisk er det nok nærmere de sidste måneder.

I malerforretningen nede på hjørnet sukkede jeg over at opdage, at der var 16 timers tørretid på en maling, vi skulle bruge. “Sådan er det, når man gør alting i sidste øjeblik” sagde ekspedienten og pegede på min mave. Jeg smilte høfligt, og tænkte ved mig selv; “Du skulle bare vide, hvad der har været på vores bord i løbet af graviditeten. Vi har ikke kunne overskue det før nu. Og nu er det sidste udkald.. ”

Den anden dag kom jeg til at læse en fødselsberetning. Én af de gode, heldigvis, men også én af dem, hvor den føddende var andengangsgravid, og det gik ekstremt stærkt og at barnet kom væsentlig før termin. Den nat sov jeg måske sammenlagt 1,5 time. For jeg er ikke klar til at baby kommer endnu.. Vi har ingen seng til bebs. Kan ikke finde autostolen, og en lift og en ny barnevogn har vi da heller ikke fået bestilt. Og dét er bare lidt af dét der presser mig rent praktisk.

Så jeg gør dét, som jeg ikke helt kan holde til: Knokler. Fra morgen til aften. Den anden nat måtte jeg tale højt til mig selv, og sige “nu stopper du”, da jeg helt alvorligt overvejede at stå ud af dynerne for liiiige at ordne noget på loftet, når nu jeg alligevel lå vågen …At stå på et mørkt, koldt loft i nattøj klokken 2, for at ordne bare lidt mere praktisk inden morgendagen!? Dér satte jeg alligevel en grænse. Men ellers, så er grænsen svær at sætte. Fordi jeg bare gerne vil sætte en spurt ind, og nå i mål i så god tid før fødslen som muligt. Og med en mand som arbejder mere end fuld tid og forældre som gør det samme, så er der kun min sparsomme energi at gøre godt med herhjemme for at nå det mål. Men jeg er træt. Meget træt.

Jeg havde fødselsdag i weekenden. Fik jeg sagt dét?
Aldrig har jeg gjort så lidt ud af min fødselsdag. Overskuddet har simpelthen ikke været der.
Men noget slog mig. Det er ikke kun mig selv, som kan se, at jeg har svært ved at passe på mig selv for tiden.
Det kan mine nærmeste også. Det ‘eneste’ jeg fik i gave var nemlig gaver med mærkatet “selvforkælelse”.

Hurra for en omsorgsfuld familie, når nu jeg selv virkelig skal træne den dér selvomsorg…