Fejlen er min

Det seneste stykke tid har jeg tænkt meget over dét at fejle. Eller måske har det egentlig altid fyldt en del.
Jeg kan godt fortælle mig selv en historie om, at det er en del af mig at fejle. Og det er typisk mig. Og det er det jo. Lige som det sker for alle andre. Men det er ikke noget negativt, sådan som det ellers klinger i mit hovede.

Da jeg var yngre sang jeg meget. Og det frustrerede mig at dyrke en interesse, hvor der skulle så lidt til at fejle. Rammer man én tone lidt skævt, er man hurtigt stemplet. “Uhh.. Den var lidt skæv..” Tænk bare på, når man ser x-factor med andre. Det er jo dét der bliver kommenteret på.
I weekenden kører Formel 1 på skærmen, og jeg kender mange som sidder og følger med fra tidlig morgen. I sidste weekend, da de også kørte, foretog én mand en fejl ved hjulskift (på samme bil, som det var sket på kort forinden), og han satte sig til at græde. Det fløj ud af mig, da min far live-kommenterede for hele stuen; “bliver han mon fyret nu?” Jeg mener, you had one job, bliver ligesom en meget hård sandhed i sådan en situation. Det er godt nok barskt. Og sådan kan jeg nogle gange føle det. Uden at det er sandt. At alting ramler, når jeg laver fejl. Ikke hvis. Når.

Omvendt findes der sportsgrene, hvor der er flere fejl end sejre, og hvor man ikke hænger sig så meget i de fejl, men derimod hylder sejrene, når de så kommer. Sådan kan det i al fald virke på én som mig, når jeg ser fodbold, og der i én hel fodboldkamp blot bliver scoret ét mål. Eller slet ingen. Jeg mener. Vi tæller målene, men tænk, hvis man i den sammenhæng også gik op i alle de forsøg, der var på at score, som ikke lykkedes? Og brugte dem negativt imod dem? Det ville jo ikke være frugtbart. Selvfølgelig bliver der ofte kommenteret på de største chancer, men alle chancer bliver altså ikke nævnt(!) For hold da op der er mange, som forbliver uforløste. Alene ordvalget af ‘chancer’ i stedet for ‘afbrændere’ gør en forskel. Jeg mener; Det er jo ikke fejl. De forsøgte, de havde en chance. Og ja, så missede de den. Men der kom en chance igen.

Kom igen, råber man ofte ind på banen (jeg gør i al fald, når jeg hepper på min mand). Op igen, lad os tro på, at det lykkes næste gang. 

Jeg øver mig i at implementere den holdning i andre sammenhænge. I mange sammenhænge. Tale om livet på den måde. For det kan nogle gange føles som om at livet tilbyder en masse muligheder. Chancer. Og jeg kæmper med ikke at tænke, at hvis nu jeg brænder denne gang, så er løbet kørt. Og jeg er stemplet som én der synger falsk. Som ikke kunne ramme målet. Som ikke lykkedes. Nej, en fejl, to fejl, tre fejl. De VIL komme. Og de er mine til at tage med. De gør mig klogere på, hvordan jeg udnytter næste chance bedre. Eller chancen efter. For jeg tror på at livet er godt, og vil blive ved med at tilbyde mig muligheder. Og jeg vil tage chancen. Jeg vil score på et tidspunkt. Og føle, at jeg er nået i mål.