Når bekymringer (for en gangs skyld) ikke fylder det hele

Jeg har den sidste tid skrevet lettere lykkelige indlæg.
Indlæg om, at der ikke er noget der kan pille mig ned, slå mig ud, eller få min verden til at skifte farve.
Det er sandt. Men kun noget af sandheden.

For jeg ~~har kendt~~ kender til tunge tankespind og ikke mindst til uendelige bekymringer.

Og den slags lægger man ikke bare lige fra sig. Jeg gør i al fald ikke. Det er en del af baggagen. Faktisk tænker jeg, at det nok også er en del af mig. En del af dét jeg anser for muligheder. Muligheder for hvad der kan ske, hvad der kan tænkes. Af mig og af andre andre. Ikke mindst.

Så når jeg sådan skriver om, at alt er godt nu, så er det ikke fordi det ikke popper op. Det tunge, hårde og tvivlen. Det gør det altid hos mig. Og jeg har en fornemmelse af, at det er en del af min verden for altid. At have et sind, som kender nuancer – også de mørkegrå. Forskellen er bare, at lige for tiden, får disse pop-ups af tanker ikke lov til at fylde, og faktisk sætter det oftest bare min nuværende tilstand i perspektiv. For når man har gået gennem dale, virker livets dybde og storhed endnu vildere, når man så står på en top og kan kigge ud derfra.

Og hvorfor har jeg det så så godt lige for tiden? Faktisk tror jeg at det (først og fremmest) har en hel del at gøre med, at jeg har fået et barn. For nogle er det hårdt, mega omvæltende og svært. Dét at blive mor. For mig var det da også overvældende, og der var pludselig nye dimensioner af bekymringer og ansvar. Meget! Men mest af alt, var det godt. Og dejligt. Og lige hvad jeg havde drømt om. Altid.

Jeg havde en omgangskreds, som gang på gang havde advaret mod, hvor hårdt det er, det dér med at have et andet menneske som man er primær ansvarsperson for. Også om natten. Og så er jeg nok bare sådan indrettet, at jeg pr. definition får lyst til at vise de, at de tager fejl. At de ikke skal få ret. Det har gjort, at der skulle ret meget til, før jeg synes at det hele virkede hårdt. For SÅ hårdt som de fortalte, var det da ikke (endnu).

Det leder mig til det andet punkt, som jeg tror har stor betydning for min (midlertidige) sindsstemning. Jeg har altid drømt om at blive nogens mor. Det er måske ‘umoderne’ og en anelse ‘uambitiøst’ for nogen. For mig har det altid været min største ambition. Jeg har ikke anet, hvad jeg gerne ville leve af, eller hvor jeg ville bosætte mig. Jeg har altid vidst, at det ville være en stor sorg for mig, hvis jeg ikke kunne blive nogens mor. Og det er jeg blevet. Og jeg føler mig uendeligt heldig. Heldig over at blive kaldt mor. Heldig over at kunne kalde én min datter. Heldig over, at jeg bliver kysset af hende hver dag, og heldig over, at min største kærlighed kan kaldes min mand.

Det leder mig til den tredje del af mine tanker. Før bettepigens ankomst varslede andre forældre om, hvad det gør ved ens forhold. “Han bliver din nr. 2” og “småting kan blive til de største skænderier” og “romantikken forsvinder i nogle år.” Bare for at nævne nogle af de negative udmeldninger. Og igen, griber det mig, at dét skal være løgn! Og det er det blevet for mig. Han er ikke min nr. 2. Han er min nr. 1 – sammen med hende. På hver deres måde. For jeg ville aldrig kunne være den mor jeg er, uden ham, være den kvinde jeg er, eller have den familie jeg har – uden ham. HAN er grunden til min livssituation. Det er noget vi er i sammen. Som et romantisk makkerpar, som kan klare alt – fordi vi er sammen! Og sammen er vi. Og romantiske er vi også. Jo, vi spiser ikke så meget ude, som før. Men der er mindst lige så mange situationer, hvor jeg tænker “Shit, han er lækker” og “Hvor er jeg HELDIG”, når jeg kigger på ham. Mindst. Nok også flere. For når jeg ser ham med vores datter, er der endnu en relation, hvor jeg kan se ham udleve sin kærlighed. Og det gør mig helt ør og blød i knæene.

Det var lige nogle ret blomster-duftende tanker på en rimlig regnvåd (1.) søndag (i advent) 🕯💛