Pauseskærm

Kan I huske de pauseskærme, der engang kom frem på TV, når der ingen udsendelser var? Min lillesøster kan garanteret ikke, men jeg husker dem tydeligt. Den grå baggrund, og den inddelte cirkel med de skarpeste farver. Og stod der også et klokkeslæt, som ændrede sig, som tiden gik?

Den pauseskærm har jeg sat på i dag. Fordi jeg har fortrængt pauser. Jeg skrev også om dét at hvile her. Og selvom jeg har formuleret noget omkring det, betyder det altså ikke, at jeg har handlet efter det. Tværtimod. Ord avler ikke altid handling. Så egentlig er det dét jeg er tjekket herind for at sige det ‘højt’ (på skrift).

Så i dag er der blot en lille pauseskærm her på bloggen, sådan som den så ud, da der ikke var programmer på DR døgnet rundt. Da det var okay, at holde fri selv for TV. Da der ikke var program på døgnet rundt. At det kun var tiden der gik, og et skørt lille abstrakt mønster på en grå baggrund.

Jeg føler mig så uendelig heldig, at have fundet et sted, hvor jeg føler jeg er landet. Et sted, jeg har ledt efter, og pludselig har fundet. Men det gør også, at jeg hele tiden er igang. Glemmer at holde fri. Fordi jeg er så revet med. Og betaget. Og ikke har været god nok til at planlægge, så jeg har kunne producere forud. Endnu. For dét er mit største forårsfortsæt. At producere forud til weekenderne, så jeg kan holde fri. Ægte fri. Fra alle skærme. Og lade op. (Og nu har jeg sagt det højt, så nu bliver jeg jo NØDT til det. Er det ikke sådan det fungerer?)

Selvom naturen heroppe ved sommerhuset stadig er noget gråbrun, så tror jeg virkelig at sådanne farveløse “der er ikke mere på programmet”-pauser er godt for idéer og kreativitet. Tænk bare på den grå baggrund, hvoraf der udsprang pangfarver på pauseskærmen i TV. Jeg sad altid og digtede om dem, eller fik dem til at ligne noget forskelligt afhængig af, hvordan jeg drejede hovedet.

Eller digter jeg nu?