Den anden dag var jeg ude og cykle. Jeg havde uheldigvis ikke fået spændt ‘kalechen’ godt nok fast på vores ladcykel. Vinden tog ved den, og jeg fik regnslaget pisket lige i mit fjæs. Og endnu en gang virkede vejret lidt som et billede på min livssituation: Jeg forsøger at stå fast, have ro til en rolig rejse. Men omkring mig flyver ting og sager om ørerne på mig. Bekymringer, rod og sygdom rammer mig i hovedet hver eller hver anden dag. Som et ordentligt piskeslag. Jeg forsøger at stå fast på begge ben, med en ro i min mave… Jeg forsøger. Og for det meste lykkes det. Til min egen overraskelse.
Og i den sidste uges tid er jeg blevet mindet om, hvilke gode mennesker jeg faktisk har mig. Og hvor meget det betyder for mig at være omsluttet af dem. Hvor stor effekt det har, hvilke mennesker jeg omgiver mig med… Uanset om det er solskin eller stormvejr. De gode mennesker er som en menneskemur, som danner et læhegn omkring mig. Så jeg trods storm og ting der flyver imod mig, med alt for stor hast, kan stå fast.
Det er skørt, hvordan sådanne enkle grundsten nogle gange kan være svære at huske, når det drypper med vand om ørerne på én, og bekymringer om en et ødelagt knæ og trætte hjerter råber højt. Så er det bare rart at blive husket på, at dem omkring én faktisk er særligt udvalgt til netop at hjælpe én uanset, hvad der lige fylder.
Jeg kan klare det meste. Jeg er holdt af og holdt om.
Husk, at du er velkommen til at følge mig på Instagram eller Bloglovin’, hvis du har lyst.
Ting jeg har lært af mit barn #2
Fredagsfødselsdag!
Torsdagstanker fra Mallorca ??
Skriv et svar