• Bloglovin
  • Email
  • Instagram
  • SARAH STRANGE

    DIY OG ET LANGSOMMERE LIV?

    • DIY
    • Minimalisme
    • TIPS
    • Om

    TORSDAGSTANKER · 20. september, 2018

    10 knirkende detaljer ved graviditeten

    Helt ærligt, så er jeg et virkeligt godt sted i min graviditet lige nu. Kvalmen (som varede til ca. halvvejs) har helt lagt sig, jeg er godt nok tungere, men også ‘ægte rund’ – så der ingen tvivl er for dem jeg måtte møde, og så er der faldet en ro på. En ro ved, at barnet faktisk ville overleve, hvis der måtte ske noget, som igangsatte en fødsel. Dét har givet mig en helt ny ro. Vi når i mål. Intet har været forgæves. Nu skal du bare bages færdig. Og lidt endnu har jeg dig helt for mig selv ❤️

    Dette er derfor ikke et forsøg på at klage. Ej heller at få medlidenhed. For helt ærligt, har jeg det sådan her: Jeg bærer mit barn. Og at være så priviligeret at gøre dét, har været en drøm hele mit liv. Så længe jeg kan huske. Ej, hvor har jeg glædet mig til at være gravid. Men selvom det kun er 2 år siden, at jeg sidst var højgravid, ja, så er der altså ‘detaljer’ jeg helt og aldeles har glemt. Om, hvordan det virkelig føles som om, at jeg er en babyproducerende maskine. En fabrik, som har et unikt produkt i ovnen. Og denne produktion knager lidt i krogene, og gør til tider lidt ondt. For sådan er det. Det er en del af pakken. Heldigvis ikke ulideligt ondt, men bare som var det en god gammel bil med en ekstra passager.

    Og dét faktum, at jeg på bare to år havde glemt de fleste knirkende detaljer ved en graviditet, har fået mig til at nedfælde nedenstående liste. Et par ‘knirkende’ sideeffekter af min graviditet. Fordi det er skørt og sjovt og en tilstand jeg måske aldrig kommer til at være i igen. Here we go…

    De knirkende detaljer af at være gravid, som fylder lige nu:

    1. Hvor hård maven bliver hen mod slutningen!? I starten føles den (på mig i al fald) mest af alt som en bolledej – og kun ved en fods banken på indersiden, var der antydninger af noget hårdt. Nu, mod slutningen, så føles den grundlæggende hård. Måske det i virkeligheden ikke er så fjernt fra en fodbold (eller badebold), som pustes op hen over 9 måneder. Skindet er også pænt stramt på en hårdt oppustet fodbold…
    2. Den dér summen i benene, når alt blodet løber derned. At mine ben ikke ser større ud, ja, det fatter jeg faktisk ikke. Somme tider tænker jeg, at der vil gå hul på mine balloner af ben, hvis ikke jeg får hvilet mig, men kigger jeg ned, ser de relativt uoppustede ud. At jeg begriber det?
    3. Min mave ligner jo en Toblerone (!), når altså jeg hiver mig op fra liggende position. Det var noget af dét jeg blev aller mest forundret over, under min første graviditet. Tobleronen bliver dog mindre og mindre spids, som maven bliver mere og mere rund. Og så skal jeg ikke tænke for længe over, at det jo er fordi mavemusklerne skiller sig ad på midten. Dét er simpelthen for weird. Men sjovt ser det altså ud..
    4. Knap så sjovt er de sure opstød. Og i samme omgang; halsbrænd. Heldigvis er jeg forskånet til op ad dagen (okay, lige nu er det morgen, og jeg er pænt ramt – fordi jeg er sulten), men når det melder sig og bliver værre og værre sent på aftenen, er min kur; et koldt glas mælk. Og søvn. Det kan (heldigvis) stadig soves væk.
    5. Dobbelthagen. Jeg havde glemt den, min ven. Men den er på vej. Godt på vej. Og gør altså min selfiegame væsentlig sværere.
    6. Hvor tydligt ens blodgennemstrømning føles. I starten kunne jeg mærke det i mine fødder og høre det suse for mine øre, når jeg lå stille i min seng. Nu kan jeg selv mærke det, når jeg sidder midt i middagsmaden.. Blodet der pumper og suser for at holde babyfabrikken i gang.
    7. Hvor hårdt det er at rejse sig fra ting. Jeg priser mig lykkelig for vores høje seng, som gør det okay at komme ud af sengen om morgenen. Men når jeg har tumlet på gulvet med min datter? Ja, så er jeg altid tæt på at spørge hende om hjælp til at komme op igen.
    8. Hvor elastisk hud er. Tænk. Jeg tror jo, at den sprænger hvert sekund. Men det gør den ikke (endnu). Lad det please blive ved sådan.
    9. Grådlabiliteten. Egentlig har jeg grædt overraskende lidt under begge mine graviditeter. Relativt, altså, for jeg er ret grådlabil under hvilke som helst omstændigheder. Men. Når først gråden melder sin ankomst, og stikker lidt i øjenkrogen, ja, så er det svært at stoppe. Det føles faktisk lidt som at være i en bil, som står på en bakketop, og underlaget er isbelagt. Uanset hvor hårdt man hiver og trækker i håndbremsen, er der ikke andet at gøre end at indse, at man først stopper, når.. Ja, hvem ved egentlig hvornår?
    10. Kramperne. Åh, hvor havde jeg glædeligt glemt dem. Den anden nat lå jeg så stille jeg kunne, men bare jeg bevægede min lilletå en millimeter, strøg hele mit underben igen i kramper. Ha, hvor jeg ikke får sovet meget sådanne nætter.

    Men jeg ved, at jeg er et godt sted i min graviditet, når end ikke dét kan få mig til at klage. Kramp amok, ben. Jeg ved det er tegn på , at min krop er i gang med lige dét, den er lavet til. Det føles ærlig talt som om min krop sætter alle sejl ind. Mission “gro baby færdig” er sat i gang! <3

    Husk, at du er velkommen til også at følge mig på Bloglovin’ og Instagram , hvis du har lyst til den slags.

  • COMING UP »

    Fødselsdagsønsker

    LÆS OGSÅ

    • Drastiske midler i brug i jagten på et mere minimalistisk liv!
    • skulderklap eller skadeklap?
    • En torsdagsøvelse. Helt for mig selv.En torsdagsøvelse. Helt for mig selv.

    Comments

    1. Julie says

      30. november -0001 at 00:00

      Det er ALT for længe siden jeg har været herinde og kigge i dit dejlige univers. Men med lille baby (på nu 7 mdr!) og livet der bare går stærkt, er det svært at finde tiden til at læse blogs. Eller drikke en varm kop kaffe. Eller ja, til noget som helst faktisk.. men nu fik jeg endelig et øjeblik for mig selv, haha! Hvor er det bare spændene med graviditet og ny baby på vej. Elsker billedet!
      Kh Julie

      Besvar
    2. StayStrange says

      30. november -0001 at 00:00

      Ih, hvor dejligt at du skriver, Julie. Det betyder mere end du aner, at du prioriterer at tage dig tid til at skrive, selvom tiden er sparsom. TAK. Tænk, at din bebs er 7måneder (!!) Selvom det kniber med varm kaffe og tid for dig selv, håber jeg at tiden føles som om den ikke går alt for hurtigt <3

      Besvar

    Skriv et svar Annuller svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

    FØLG OGSÅ MED PÅ INSTAGRAM..

    FØLG @sarah.stay.strange

    sarah.stay.strange

    @nakedknit
    designer, skriver og gør-det-selv 🤸🏻

    Men der er stor forskel på at være noget og at gør Men der er stor forskel på at være noget og at gøre noget. 

Den største kunst er dog at modellere opgaverne og måden jeg arbejder på til den jeg er. Så jeg trives bedst. Udvikler mig. Udfordrer mig selv. Og bliver ved med at have lyst og mod på det. 

Jeg har tænkt meget over forskellen på at vide, hvad man vil lave, og at vide, hvordan man gerne vil leve.

Jeg ved godt, hvad jeg laver. Jeg strikker. Jeg designer. Jeg skriver opskrifter. Jeg driver en lille virksomhed.

Men hvordan jeg gerne vil arbejde, har jeg brugt længere tid på at finde ud af.

Hvor meget skal der være plads til fordybelse?
Hvor meget skal jeg egentlig arbejde?
Hvornår er en arbejdsdag god?
Og hvordan sørger jeg for, at det kreative bliver ved med at være den sjoveste del af arbejdet? 

Jeg er stadig i proces. 

Men en ting, jeg har fundet ud af er, at selvom proces kan føles frustrerende at være i, er det også den del af mit arbejde, jeg holder så mega meget af - at alt hele tiden kan modelleres. Både hvad jeg laver og hvordan jeg gør det.
    Noget af det mest udfordrende ved mit arbejdsliv e Noget af det mest udfordrende ved mit arbejdsliv er, hvor meta det er. Jeg er min egen ansatte og min egen chef. Og mit chef-jeg har vurderet at mit ansat-jeg trives bedst ved at komme ud og blive luftet hver dag, at have en ‘arbejdsplads’ som jeg kan lukke døren til og gå hjem fra. Et sted hvor momsen, møderne og det kreative fokus både kan slippes fri og parkeres. Og tænk engang. Pludselig ud af det blå blev vi prikket på skulderen og så snart malingen er tør og døren er sat i, så flytter vi ind på vores eget kontor; mit chef-jeg og mit ansat-jeg, og alt garnet 🐻
    For et par år siden var jeg sikker på, at vi skull For et par år siden var jeg sikker på, at vi skulle flytte.

Ikke fordi jeg ikke kunne lide vores hjem eller det at bo småt. Men fordi jeg pludselig - og meget overdøvende - begyndte at savne noget, vi ikke har: at kunne gå direkte ud i noget grønt.

Og så fik vi en altan. 

Den er ikke stor. Men den gav mig noget, jeg havde mere brug for, end jeg anede; Luft. Lys. Og overraskende meget himmel.

Jeg savner stadig det grønne. 
Og med min kærlighed til altanen, er det også blevet tydeligt for mig, hvor meget jeg elsker det grønne. Planterne. De små spirer. Alt det jeg kan få til at gro frem, og som gror frem helt af sig selv. Seriøst, det er jo magi!

Men jeg er meget bevidst om, at jeg måske ikke behøver det hele på én gang. Og at jeg prioriterer på vejen derhen:

Dét at bo småt og billigt blev ikke bare et vilkår, men et meget bevidst valg om at give os selv den frihed, som kommer med økonomisk frihed og tryghed - midt i at jeg prøvede noget ok shaky af; at bygge mit eget arbejdsliv op. 

Og den økonomiske ro der følger med det at bo småt heroppe på 5. sal, har været enormt afgørende for, at jeg har turde prøve mit frie arbejdsliv af på så mange måder:

Frihed til at arbejde på den måde, jeg gerne vil.
Frihed til at have børnene hjemme de første år.
Og også frihed til ikke hele tiden at skulle have mere. Men at tænke; hvad er det bedste liv for os. Lige nu. 

Og lige nu tænker jeg:
Vi bliver lidt endnu 🤍
    Jeg bliver seriøst lige begejstret hver gang; tænk Jeg bliver seriøst lige begejstret hver gang; tænk, at planter kan lave plantebabyer så let? En uge er alligvel også en rekord herhjemme. Og med det her vejrskifte, men de mange lyse timer stadig, er det måske perfekt timing for at stiklinge-amok? Jeg synes i hvert fald det kalder på grøn begejstring indenfor. 

Denne gang lavede jeg stiklinger af vores ‘mølplante’ - som vel egentlig skulle hedde anti-mølplante, fordi den eftersigende holder møl væk. Om det virker, ved jeg ikke. Men livrem, seler og en plante og alt det der. Nu håber jeg bare, at stiklingerne kan stikke i vejret i deres jordpotte, så de bliver klar til at flytte hjemmefra og med ind på vores nye kontor om et par uger 💚

#urbangardening #livetpåfemte #compactliving
    August kom, og august gik. Jeg elsker den friske August kom, og august gik. 

Jeg elsker den friske start efter sommeren. Men i stedet for at sætte afsted med 1000 km / t, forsøgte jeg at have speederen halvt i bund for at nyde det sidste sommer lidt ekstra. Alt imens jeg skiftede sommertøjet ud med malertøj, planterne ud med stillinger, havde klaus i lejligheden, plantede altanen til og indtog et kontor så småt. Her på bagkant føler jeg mig bagud på anden dag i september. Men det er nok regningen og den evige balancegang; hvor findes det perfekt tempo, hvor jeg kommer afsted og ud over stepperne, mens jeg er til stedet og nyder lige nu samtidig? Jeg ved det ikke. Jeg arbejder på det, mens jeg arbejder på at komme i mål med kontoret. Snart. Men. Sikke mange ting der alligevel skete - i den tid august var her. 

Kontoret in the maling 🌪️

🚲🚲🚲

Altanen fra himlen. Og kuren mod min post-ferie-5.sals-klaus. 

Min farmor har strikket mig en top 🩶

Stiklinger løs. 

Hjemmekontoret anno august 2026. 

Altanlove!

Kan smage lag på lag-sæsonen. 

Kill them with kindness, siger de. Jeg siger: dette er mit modsvar til duerne på vores altan.

🎪💡

Har jeg nævnt, at jeg er en sucker for lister?..

.. og planter ? 

Tak til august for alt det du kom og var 🌱
    Jeg har aldrig bygget noget, hængt noget op eller Jeg har aldrig bygget noget, hængt noget op eller repareret noget uden at ende med at føle mig enormt empowered af det. Jeg kan føle mig topfrustreret undervejs, men slutresultatet er altid, at jeg føler vores hjem og jeg selv er vokset - til at være mere og kunne mere end jeg troede. 

Så når jeg bygger på vores hjem, bliver det så håndgribeligt at de fleste rammer - fysiske og ikkefysiske - er modellerbare. Og i den proces formes jeg selv og min oplevelse af, hvad jeg selv kan også. Et lille opgør med ‘det kan man ikke’ eller ‘det skal man ikke’ og en hyldest til ‘jeg sætter mit spejl som jeg vil’ og ‘når jeg kan det her, gad vide hvad mere jeg kan, hvis jeg prøver.’ Og wauwsa det er en fed følelse! 
Og det var over and out fra lidt mandagsempowerment herfra ✨🫢
    Følg..

    KATEGORIER

    • DIY
    • For resten
    • HJEMLIG INSPIRATION
      • Efterår
      • GRØNT HJEM
      • indretning
      • Jul
      • Minimalisme
      • Påske
      • slow fashion
    • Ikke-kategoriseret
    • KLIMA
    • TANKESPIND
      • MORLIV
      • OM AT BLOGGE
      • Store begivenheder
      • TORSDAGSTANKER
    • TIPS
      • BILLIGE TRICKS
      • fredagsfif
      • Tirsdagens tip
      • Ugens genudsendelse
    • Uncategorized
    • Underholdende underholdning
    • weekend mode

    est 2017

    SARAH STRANGE

    ARKIV

    Copyright © 2026 Sarah Strange / Theme by Eclair DesignsGenesis Framework · WordPress · Log in