Jeg havde en gang en lille tradition for at skrive torsdagstanker ned om – nåh ja – torsdagen. Jeg satte mig ned med en varm kop kaffe – gerne i vores vindueskarm med udsigt over Nørrebros tage. Og selvfølgelig rørte der sig store som små ting på sig torsdag efter torsdag. Eksempelvis sad jeg en dag og skrev et helt langt stykke papir om, at vi nok snart gerne ville have et andet barn. Jeg udgav det aldrig, og jeg er ret sikker på at det forbliver privat. Men ud over beslutninger om børn, har vi ikke taget mange virkelig store beslutninger i løbet af de sidste år.
Hvis corona har gjort noget, så er det at få mig til at stoppe op. Og have tid til at reflektere over, hvad der virkelig betyder noget. Eksempelvis savner jeg en lille smule denne torsdagstid til at sidde i ro og mag og fundere. Hvor er jeg, hvordan har jeg det, hvor drømmer jeg om at bevæge mig hen? Til gengæld har jeg – helt modsat – for alvor fået øjnene op for, hvor ubeskriveligt meget det betyder for mig at være tæt på mine børn i så mange øjeblikke af deres dag som muligt. Og lige nu går de to ting ikke helt hånd i hånd. Og så må eftertænksomheden og den varme kaffe vige. Det er intet offer – jeg føler mig som en vinder i det spil.
Men i spillet (som her dækker over livet) er der også en ny halvleg, som ligger forude et sted derude. En ny halvleg, som jeg virkelig godt kunne bruge lidt torsdags-tanke-ro omkring. Flere af mine nære relationer træffer virkelig store livsvalg disse dage. Det er alt sammen virkelig virkelig dejlige begivenheder for mennesker, som jeg holder meget af. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at der er gode beslutninger nok til os alle. Men andres handlekraft kan godt få mig selv til at genoverveje, hvor jeg er på vej hen. Eller.. streg det! Jeg VED, hvor jeg gerne vil hen: Jeg vil gerne have luft. Jeg vil gerne leve af kreativ formidling i stil med dét, jeg gør herinde.
Men gør jeg nok til for at komme derhen, hvor mine drømme er?
Det virker svært at vide, hvilket ben jeg skal stå på.
Om det er det højre eller det venstre ben der skal tage det første skridt?
Eller om jeg hellere skal cykle?
.. Tage toget.. eller svømme hen mod mine drømme?
Måske jeg ville blive klogere, hvis jeg genindførte min torsdagstænketid lige her i min yndlingsvindueskarm?
Har I mon et ritual eller et tidspunkt, hvor I sætter jer ned og gør status?
Kærligst S
Alt ordner sig.
Talemåder jeg holder af
Hende den klodsede?
Skriv et svar