Torsdagstanker: Når en “ok” grå torsdag bringer jubelråb frem.

Jeg er lidt ved at boble over. Med fare for at lyde alt for happy-clappy og lyserød, så må jeg altså alligevel lige ud med det. Jeg føler mig simpelthen så heldig og glad i dag!

Lad os starte i går:
Jeg havde sidste (!) vejledning på mit speciale. Mødet skulle starte (pr. telefon) kl. 9, og i dagens anledning (det er ALDRIG sket før) sov min lille pige til 8.15. Bum. Jeg lå selvfølgelig vågen i løbet af natten og var liidt spændt på, hvordan nu den vejledning skulle gå. Jeg har ærlig talt brugt nogle færre timer på det speciale end jeg havde troet. Nåh, men tilbage i soveværelset i går morges. Jeg vågende endeligt op kl. 7.30 og lå og trippede for at bassen skulle vågne. Jeg skrev endda til min mand (som altid tager afsted på arbejde kl. 6.30), om jeg skulle vække hende? Jeg har aldrig været nødt til at vække min datter, men på den anden side kunne jeg jo ikke have hende hjemme imens jeg sad en time (mindst) i specialesnak pr. telefon. Da hun slog øjnene op var jeg altså selv kommet i tøjet og havde fundet hendes tøj frem. For at gøre en kort historie lang (Ja, det ér vidst dét jeg er i gang med) så stod vi simpelthen i vuggeren kl. 8.42 og jeg løb tilbage og var på 5. sal igen kl. 8.51. Jep. Jeg nåede at rydde lidt op, sætte computer og telefon i oplader OG lave kaffe OG tænde stearinlys. Da min vejleder ringede mig op kl. 9.02, var hans første spørgsmål: “Har du tid?”. Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt da jeg fremstammede “ja, da.” (Og holdt mig tilbage fra at sige: “Det var da piece of cake at nå at være klar til den vejledning..” Eller 😅)
Vejledningen gik godt og intenst. Faktisk overraskende godt. Han er oprindelig vestjyde, og han havde skrevet “fint” og “ok”. Da jeg spurgte ham, om han mente dét i den jyske forstand, begyndte han at grine. “Ja, det kunne lige så godt have været et jubelråb”, sagde han så. Haha. Godt jeg spurgte! Ellers havde jeg nok tænkt, at det med “ok” ud for sig nok liiiige skulle laves om igen! 😝
Jeg fik naturligvis ikke drukket en slurk af min kaffe, men da vores samtale var færdig med min vejleders afsluttende ord: “Du er snart i mål!”, fejrede jeg dét ved at bælle min kolde kaffe. Efter to hurtige (og lettere euforiske) opkald til min mand og søster, en lille opvask og gåen rundt om mig selv, hoppede jeg i tøjet (Jep, jeg havde jeans og nattrøje på stadig!) og puttede lidt i mit hovede. Du ved, make-up. Nede på gaden stod en af mine tætteste veninder. Og så gik vi mod solen, ud på Nørrebro og spiste brunch i knap 5 timer. Jeg tror vi næsten fik vendt det hele 😅

Imens havde min svigermor hentet bettepigen og taget hende med i zoo. Hun havde lært at gøre som en pingvin! Altså, at slå med strakte arme mod lårene, mens man med stive ben stamper i gulvet. Tænk en gang, alle de tricks hun kan lære (ja, jeg ved godt hun ikke er en hund!). Men det er da mega sødt! Herefter kom min mand hjem, og vi spiste hjemmelavet pizza. For at fejre, hvad der føles som en milepæl i dét speciale dér.

Da det blev sengetid, ville vi putte sammen. Når det lykkes er det så hyggeligt, at være sammen om at putte hende den lille. Det lykkedes dog ikke i går! Den mindste af os synes, at det var jordens største fest at have os begge inde på soveværelset, så da vi havde læst godnathistorien ville hun kravle op ad væggene, slå koldbøtter og wrestle. På én gang. Efter to(!) timer fik min mand hende endelig til at sove. Til trods for dette vågnede hun igen kl. 23 og kunne ikke finde ro. Da var jeg lige faldet i søvn. Efter en time tog jeg hende med ind i stuen, flyttede puderne i sofaen og satte mig tilrette med Rasmus Klump. Efter et godt stykke tid i liggende krammeposition, gik vi tilbage i sengen og faldt begge to i søvn. Klokken var passeret 1.

I morges vågnede vi først kl. 8.19(!) (ny rekord!), og hun havde det sødeste mest forvirrede sove-ansigt da hun i en pludselig bevægelse satte sig op. Nu er hun i vuggeren, og jeg kom hjem fra afleveringen til to af de sødeste beskeder jeg har fået om/på bloggen her, og klokken er ikke engang 11! 💛  I kaffemaskinen var der lige præcis nok bønner tilbage til et dobbelt shot espresso, og i køleskabet var der præcis nok mælk til at dén omgang espresso kunne blive til en latte. OG jeg fandt en klump (kun lidt hård) marcipan i skuffen. (I forgårs fandt jeg resterne af en rittersport med marcipan gemt bag skærebrætterne. Det er jo ligesom at gå på skattejagt herhjemme.. En eller anden dag skal vi måske have ryddet lidt op. Men indtil da er det altså win at finde g(l)emte søde sager rundt omkring 😝)
Jeg føler mig heldig med heldig på!

Og jeg ved godt, at det er gråt, vådt og kedeligt udenfor, og at der venter bunker af vasketøj, og at jeg har liiiidt meget jeg gerne vil nå inden weekenden. Det speciale skal jo køres hjem en eller anden dag.. Men på søndag flyver vi tre beboere fra kvistlejligheden på ferie i 9 dage. Til Spaniens varme sol. Og jeg har det lidt som om jeg har vundet i livets spil.

Billedet her er tyvstjålet fra min egen instakonto. Jeg tog det i formiddags, da jeg lige havde fået lavet kaffen. Det ser ikke helt sådan ud i skrivende stund. Og jeg vil til at sætte det dér vasketøj over.

Hvordan er jeres torsdagshumør?