Hvert år har jeg ambitioner om at bage hveder netop i dag; dagen før Store Bededag. Fordi det er en tradition. Fordi jeg faktisk godt kan lide at bage.. nogle gange. Men mest af alt nok fordi, jeg godt gad “være sådan én, som bager hveder”. Hvad end dét er.
Den anden dag kiggede jeg ned forbi mit stamsted. Min lille kaffebar på hjørnet, hvor de kender mit navn, mine børns navne, og vel nærmest kan se, hvilken kaffe jeg trænger til den dag. Jeg elsker det lille sted. Og jeg har i et forsøg på selvomsorg, sat mig som ambition at komme derned én gang om ugen. Bare mig. Og en sovende baby i barnevognen. En slags date med mig selv. I denne uge har det været umuligt. I dag er første dag i en uge, der minder om noget der er normalt. Men tilbage til caféen.. En gang for et par uger siden kom jeg til bekendelse overfor min barista. På vej ud af døren – fordi en baby kaldte – fik jeg sagt ordene; “det er altså min ambition, at komme her mere end jeg gør lige i øjeblikket.” Han svarede noget i stil med, at “ambitioner er gode” og jeg opfulgte hans svar med ordene “ja, hvad er man uden ambitioner?”, og løb ud af døren med en barnevogn foran mig.
Sætningen rungede dog i mit hovede, og har gjort det siden… “Hvad er man uden ambitioner?”
På den ene side er ambitioner gode. En drivkraft. En slags benzin som fører den store båd fremad, selv når der ikke er så meget vind i sejlene. På den anden side kan ambitioner også være kilden til frustration og irritation. Når de altså ikke indfries, nås eller tilnærmelsesvis er i rækkevidde. Men måske det er prisen?
Men sætter jeg generelt set barren for højt? Har jeg for mange drømme? Og hvordan kan jeg overhovedet tillade mig at drømme? Jeg har jo alt lige nu. Men faktisk tror jeg, at de to ting hænger uløseligt sammen for mig. Min helt primære og store drøm har altid været at blive mor. Og det slår da også altid øverst på prioritetslisten (se bare den lange tavshed herinde de seneste uger som eksempel). Men med moderskabet har jeg også fået en ny ambitionsskala. Fordi det hele nu står i lyset af, at stå til ansvar for andre mennesker. Hvilket menneske vil mine vokse op og spejle sig i? Én der fulgte sine drømme, og lod ambitioner være drivkraften, eller én der tog til takke, og ikke tog sagen i egen hånd, hvor hun havde lyst til det?
Og lad mig så lige understrege, hvad ambitioner er.. For mig kan ambitioner være vidt forskellige ting. Jeg kan have en ambition om at støvsuge to gange om ugen. Men det er jo ikke min overordnede ambition. Nogle mennesker sætter en ære i og fryd i dét. For nogle kan det dermed være en ‘større’ ambition, end det er for mig. Jeg har også ambitioner om at være glad. Ambitioner om at leve et liv, hvor jeg har ‘god tid’. og så er der ambitionerne, som er mere håndgribelige, og samtidig mindre håndgribelige; dem om, hvad jeg gerne vil bruge mine timer og dage på.
Jeg tror der ligger noget guld gemt i at sortere i ambitionerne. Jeg vil øve mig i, at ambitionerne, som virkelig betyder noget for mig, kommer før dagligdagsambitionerne om at få enderne til at nå sammen. For én er det at have så mange timer hjemme som muligt. For én handler det om at have en god indkomst. For en tredje handler det om at være en god sygeplejerske. Det er vidt forskelligt, og kan have mange ansigter. Selv for den enkelte. Min pointe er blot, at jeg før jeg fik børn gik og var en smule uambitiøs på de områder, som jeg nu synes betyder noget; hvordan jeg egentlig lever mit liv. Jeg fulgte i højere grad med, frem for selv at tage et aktivt valg om, hvad min ambition var. Giver det mon mening?
Min søster ringede i øvrigt og inviterede på varme hveder i aften. Jeg takkede ja, og sagde, at “så slap jeg for at bage hveder i år.” Til dét grinte hun, og spurgte “hvornår jeg nogensinde har bagt hveder?”. Svaret er aldrig. Og måske det aldrig kommer til at ske. Og måske er det okay.
Jeg tror, vi bliver!
Den dér søvnløshed..
Talemåder jeg holder af
Skriv et svar