Det at være højgravid er på en måde lidt som at vente på gæster. Eller i dette tilfælde én gæst.
En gæst af meget stor betydning for hele husstanden. En gæst, hvis ankomst har været varslet i 3/4 år.
En gæst, som jeg faktisk gerne vil imponere lidt, selvom gæsten kender mig så godt allerede. Mest af alt håber jeg sådan, at gæsten vil føle sig velkommen. For så snart gæsten er ankommet, er det ikke længere en gæst.
Derfor har jeg indenfor den seneste uge (med hjælp, naturligvis): støvsuget (mange gange), vasket gulv, ordnet badeværelse (op til flere gange), skrubbet vaske, skrubbet komfur, støvet af, støvet af igen, vasket alt sengetøj, vasket puder og hyndebetræk, vasket sofaen, støvet dørkarme af, hængt den lampe op, jeg troede vi aldrig ville nå til, handlet alt tænkeligt ind til husholdningen, og kokkereret… Kokkereret til mig, til hvis gæsten kom, til fryseren, og sovet dårligt. Fordi… Den her gæst, ja, den kan også finde på at komme om natten.
Så meget er sat i spil. Så meget er gjort klar. Så meget glæder jeg mig.
Skal vi så sige, at det var snart?
At passe på sig selv. Uden at passe på.
Trækker han vejret?
Cirklerne blive mindre og mindre..
Skriv et svar