Ting jeg har lært af mit barn #4

Jeg har før udgivet et par indlæg om, hvad jeg har lært af min datter. Hun lærer simpelthen så meget i disse dage, at jeg næsten ikke kan følge med. Da hun var en lille bitte baby af en kødklump, glædede jeg mig helt ind i knoglerne til, at hun kunne udvise kærlighed gennem kys og kram. Og hold op, hvor det kilder i maven, når hun kysser mig. Eller hendes far. Men på én eller anden måde var jeg forberedt på det, fordi jeg havde brugt så lang tid på at drømme om det..

Noget jeg ikke var forberedt på var, hvor vildt jeg synes det er, at hun nu er begyndt at udtrykke sig verbalt. At hun bliver et menneske, som kan sige sin mening, fortælle hvad hun tænker og føler, og at hun kan male et billede af sin verden med ord. Hun er nu begyndt at forsøge at sige lyde, udtryk og ord. Hun øver og øver og øver. Hun giver ikke let op(!)

Dét har fået mig til at (gen)indse noget: Udtryk er det fedeste!

I virkeligheden er der to sider af denne lærdom: Det er fedt at udtrykke sig, og udtryk (fra andre) er noget af det bedste i verden.

Det er fedt at udtrykke sig. At sætte ord på sin verden. At kunne sige noget, som giver mening, og som kan forklare, hvad man tænker.

Og hvis du ikke bliver forstået, så giv ikke op. Bare bliv ved, til dine lyttere forstår.
Jovel, min datter råber, og som voksen er det ikke den mest tiltalende kvalitet at råbe midt i et aftensmåltid, men jeg er sådan virkelig inspireret af, at hun bare VIL udtrykke sig. At hun vil blive forstået, selvom hun ikke har ord. Så en del af min fascination går på, at hvis jeg mangler ord, så kan jeg bare tænke på hende: hun kan kun ord som “hov” “hej” og “av”, men vil gerne berette om alt muligt! Hvad hun ser, hvad hun føler, og bare generelt begejstring. Og hvad gør man så? Så forsøger man med dét man har, og dét man kan. Så godt man kan. og man bliver ved. Ja, jeg kan ikke sige at jeg gør det samme. Ærlig talt. Der er visse relationer, hvor jeg simpelthen har måtte give slip og give op. Fordi der er for mange ømme følelser til at det kan give mening at udtrykke dem.

Men min datter får mig til at tvivle på, om det er rigtigt gjort. For det er menneskeligt, fantastisk befriende og poetisk (ja, jeg flyver højt på begejstring og julemad her til morgen) at sætte ord på sit indre liv.

Den anden dimension af, at udtrykke sig er, at

Hvis man selv elsker at udtrykke sig, er det dybt inspirerende at høre andres udtryk!

Min datter har det sådan. Hun ELSKER musik og bøger. Bliver hun utålmodig eller ked, så kan vi give hende en bog eller et blad, og så sidder hun lige så stille og saligt og bladrer. Peger, siger lyde, og bladrer videre. Det nyeste hun har lært at sige er “a’ deet?”, og sådan kan vi godt få lang lang tid til at gå; med at hun bladrer fra side til side, og spørger mig, hvad hver eneste lille ting er på dén side, dén side og dén side. Og jeg svarer gladeligt. For jeg vil SÅ gerne hjælpe hende på vej til at udtrykke sig, og lade sig inspirere af udtryk. Jeg er sådan helt barnligt begejstret for, at hun finder bøger, musik og blade fascinerende. For det er sådan jeg også har det. Jeg kan forsvinde helt ind i en anden verden med en bog i hånden, eller ved at læse andres blogs. Jeg har brug for at dykke ned i andres udtryksunivers, for at blive klogere på mit eget. For at udvidde min egen udtryksverden. Min egen indre verden tager næring fra andres udtryk. Og hvor føler jeg mig beæret og heldig over at kunne dele det med min datter.

Min lille store datter, som udvider min verden!