“Jeg ser dig”

Min mand er gået på barsel. Og dagene herpå føles det lidt som om jeg er blevet ramt af en ordentlig omgang tømmermænd; dagene efter måneders søvnunderskud og dansen rundt, har givet mig tunge øjne, en slem hovedpine og ondt i kroppen. Buen er helt ør og mør efter de måneder, hvor den har været spændt hårdt for. Buen, som altså er mig. De fleste af døgnets (vågne) timer har jeg været alene på skansen. Indtil nu. Fordi min mand har arbejdet mere end fuld tid. Men nu; nu er han hjemme. Nu er der er en anden, som (også) kan tage vagten. Det er befriende og helt perfekt timing. Men i disse ‘dage derpå’, har kontrasterne også gjort det ekstra tydeligt, hvordan jeg har oplevet barslen indtil nu; Jeg har følt mig alene.

Den anden dag sad jeg nede i vores baggård. På vagt som en høg. Mit ur fortalte mig, at der var få minutter til, at min søn ville vågne, og skulle hjælpes til at sove videre. En mand, som bor med samme baggård som mig, stoppede op og gestikulerede, om han måtte tale til mig, når nu jeg sad tæt ved min søn. Jeg hviskede “det er lige meget”, for det er det vitterligt. Ingenting lader til at gøre en forskel for babydrengens søvn.. Alligevel rejste jeg mig for at gå lidt tættere på manden.

“Det er bare fordi.. jeg har set dig så mange gange hernede med dit barn. Og… jeg ville bare sige, at… øh.. det ser ud som om, det er en hård én I har fået.” Fik han omtrent fremstammet. (Mens han vuggede og hoppede med et ansigtsudtryk jeg så godt kunne genkende.) Jeg trak på smilebåndet af hans kropssprog. For jeg kunne så tydeligt se, at det var mig han efterlignede. Det lignede, at han blev forlegen. For, hvad ville han egentlig sige? Jeg tror ikke selv, at han havde tænkt det til ende. Og måske blev han også i et øjeblik nervøs for, om det var ham jeg smilte af?

Men jeg forstod, hvad han ville. “Ja, det har holdt lidt hårdt. Men jeg tror og håber, at det vender nu. Han er også lige blevet 5 måneder.” “Ja, jeg kan godt huske det…” sagde han, og henviste til sin 10-årige, som jeg så tit har set ham cykle rundt med i selv samme gård. Normalt ville jeg nok ikke lægge så meget værdi i sådan en kommentar, for helt ærligt? Hvem kan så ægte huske, hvordan det var at have små (ulykkelige) børn, når der er gået 10 år? Jeg bilder mig ind, at hjernen er så smart, at den glemmer det ‘værste’ i den aller bagerste rodeskuffe. For alles bedste. Men fra hans læber var det okay. For jeg forstod, hvad han ville. Han havde set mig. Han havde selv været der. Og det ville han fortælle mig.

Vi har aldrig talt sammen før. Men nikket og smilt har vi. (Nok mest ham – jeg har været lidt for distraheret til ægte at smile tilbage). I de måneder, hvor jeg har stået alene nede i baggården, og forsøgt alverdens kunster for at få bebsen til bare at sove lidt bedre, da har han næsten dagligt passeret mig. Manden i gården så mig, og det gav på en eller anden måde min udmattethed en ‘berettigelse’. Han er gået forbi og har set mit ansigtsudtryk, hørt min dreng kalde på lidt mere søvn. Han har på en eller anden måde været et vidne til mit liv, som jeg ikke var bevidst om, jeg havde.

Og hvad vil jeg egentlig sige med den lille hverdagsfortælling?

Først og fremmest vil jeg nok egentlig sige tak til den mand, som jeg ikke engang fik navnet på.
Derudover mindede hans henvendelse mig om, at selvom jeg ofte har følt mig alene de sidste måneder, ja, så har jeg i en anden forstand slet ikke været alene. Jeg er blevet set. Smilt til. Og ikke mindst er dét at være en udmattet forælder noget, som så mange før mig er gået igennem. Og i den forstand er jeg faktisk ikke alene, men en del af noget ‘større’… Andre har været her før.

Apropos at blive set, har min søde svigermor taget det her billede – uden jeg vidste det. Akkompagneret af en smuk buket og søde ord, gav hun mig det for nylig. Det er noget af det fineste og sødeste, jeg længe har oplevet. Fra én mor til en anden.