Stop. Op.

Jeg har lige talt. Dagens liste lyder på 15 punkter. Optimistisk? Måske. Men ikke desto mindre en nødvendighed. Vi skal holde fest om få dage, og det er sidste dag inden med lidt ro og tid. Men det er netop, hvad jeg har brug for; ro og tid. Jeg bliver mere og mere opmærksom på, hvor introvert jeg faktisk er. Og efter en weekend med fuld skrue på, er jeg faktisk ikke helt opladet endnu. (Måske nogle uger med exceptionelt dårlig børnesøvn – dag som nat også spiller ind – og en syg mand også spiller ind.. det tror jeg.)

Derfor har jeg gjort alt andet end jeg ellers ville ved udsigten til sådan en lang liste – Jeg har sat mig på min flade, skrevet listen ned på bloggen foran mig og brygget en kop kaffe. Normalvis, ja, da ville jeg fare rundt, starte i det mest nødvendige, og så køre på derfra i høj hastighed, uden meget fokus andet end at få tingene af vejen. Krydset af. Koste hvad det vil; Sved ofte. Nogle gange også tårer. Og blod. Hvilket også altid resulterer i, at jeg er godt og grundigt mast, når først gæsterne ankommer. Men det gider jeg ikke. Ikke i dag. I dag trænger jeg også til at være mig. Sidde stille. Jeg skal nå det hele. Og det skal jeg nok. Men jeg skal også lige have mig selv med.

Jeg vil prøve en ny taktik. Jeg tager dét punkt på listen, som vil gøre mig gladest at nå. Det er nok ikke det mest nødvendige. Faktisk nok tværtimod, men jeg tænker, at des mere fornøjelse jeg har i ‘benzintanken’ (eller eltanken nu til dags?), des længere vil min praktiske motor kunne køre uden at ose, mose og mase!? Jeg ved ikke, om den teori holder. Men jeg giver det et forsøg. Når jeg altså lige har drukket min anden kop kaffe.