SARAH STRANGE

Jeg har den sidste tid skrevet lettere lykkelige indlæg. Indlæg om, at der ikke er noget der kan pille mig ned, slå mig ud, eller få min verden til at skifte farve. Det er sandt. Men kun noget af sandheden. For jeg har kendt kender til tunge tankespind og ikke mindst til uendelige bekymringer. Og den slags lægger man ikke bare lige fra sig. Jeg gør i al fald ikke. Det er en del af baggagen. Faktisk tænker jeg, at det nok også er en del af mig. En del af dét jeg anser for muligheder. Muligheder for hvad der kan ske, hvad der kan tænkes. Af mig og af andre andre. Ikke mindst. Så når jeg sådan skriver om, at alt er godt nu, så er det ikke fordi det ikke popper op. Det tunge, hårde og tvivlen. Det gør det altid hos mig. Og jeg har en fornemmelse af, at det er en del af min verden for altid. At have et sind, som kender nuancer – også de mørkegrå. Forskellen er bare, at lige for tiden, får disse pop-ups af tanker ikke lov til at fylde, og faktisk sætter det oftest bare min nuværende LÆS MERE

Lige som jeg var lidt halvpresset over weekendens ambitiøse program, giver det hele sig selv. Min datter har kastet op fra klokken 4 i nat, og ca. en gang i timen derefter. I skrivende stund sover hun, og håbet er, at hun får sovet det meste ud. Så planerne er ændrede. Vennerne mødes et andet sted. Vi bliver hjemme. Med en hel stak brunkager, et kalenderlys som vi arbejder hårdt på, vasketøjet som jo skulle hænges op(!) og juletegnefilm på skærmen. Det er altså slet ikke så dårligt.. Jeg har fået en forespørgsel på at skrive lidt om mig selv, mit studie og min fremtid.. Og jeg kan altså ikke stå for at få spørgsmål. Jeg bliver faktisk helt høj af det. Tænk, at I gider læse med og interesserer jer!? Så hvis I ønsker svar på noget, så bare spørg. Chancerne for at jeg svarer af ren begejstring, er pænt store 😅 Jeg har jo valgt at denne blog skal være anonym, så jeg vælger også alt for specifikke detaljer fra (for nu). Min anonymitet giver mig mod på at turde tale om nærmest alt, og at LÆS MERE

Jeg har de sidste dage fanget mig selv i at tænke "okay, nu skal du også finde lidt mindre happy-clappy emner frem". Så i går startede jeg faktisk dette indlæg op, men kunne ikke finde på noget som helst andet end at råbe 'hurra, hvor har vi det dejligt!', og lagde (derfor?) indlægget væk igen. Men så var det, at jeg vågnede op uden stemme og med en forkølelse. Og ørhed i hovedet. Og jo, det er da lidt træls, men faktisk ikke mere træls end, at jeg næsten ikke kan få det over mine læber at sige ordet "træls". Og når jeg ikke sukker over (små)sygdom, så ved jeg altså, at jeg har det godt! (Jeg plejer ikke at holde mig tilbage fra at sukke over noget, som kan give en lille smule ekstra medlidenhed, men sukkene gemmer jeg til en anden god gang. For.. ) Jeg har jo mine to omkring mig dagen lang! Jeg kan mærke i mine kinder, at jeg har været udenfor hele dagen. Jeg har i dag drukket to af verdens bedste kopper kaffe + en chokoladecroissant, som jeg aldrig har smagt magen til! På den gode LÆS MERE