Det er tirsdag, og egentlig tid til et tip. Sådan plejer det at være. Men mit hovede er et andet sted. Jeg fandt mit hovede en gang i løbet af weekenden, drypvis. Og nu regner det så vedholdende udenfor, at jeg i langt højere grad synes, at det er på sin plads med et lille indlæg om, hvad der rør sig. Om hvad jeg tænker på. Om.. alt muligt andet end et tip. For de tips jeg har, har jeg glemt i dag.
Jeg har rundet det skarpe hjørne, og er nu i 30’erne. Kan man svælge mere ved det, tænker du måske? Men det kan man altså. Jeg kan. For pludselig var dagen gået. Dagen før dagen og selve dagen, og så var jeg der: I 30’erne. På en måde får sådan en dag mig til at kigge lige dele tilbage og frem. Tilbage på det som var før. Og også på det som er – før dét der kommer. For hvad kommer? Det ved jeg ikke med sikkerhed. Men jeg ved hvad der har været. Og det meste var godt. Der er et par mennesker, som jeg ville ønske var en del af mit liv stadig, men ikke for enhver pris. Og når prisen bliver for høj, er det bedre at give slip. For at give slip er også kærlighed.
Når jeg tænker fremad; et år, 3 år, 5 år.. Så er jeg i bund og grund fortrøstningsfuld. Ja, faktisk er de fleste af mine drømme gået i opfyldelse. Og for dét er jeg så taknemmelig, at ingen ord helt rækker. Der er dog en lille ting, som presser mig. En liiiille bitte detalje i mit liv. Som vel egentlig også er ret så afgørende; Jeg ved endnu ikke helt, hvordan jeg skal tjene penge. Penge er ikke alt. Slet, slet ikke. Men vis portion penge skal der alligevel til, når man har sat to børn i verden, som har en god appetit og lever i et koldt land. Haha. Hvordan jeg skal bidrage til forsørgelsen af min familie, det har jeg ikke helt regnet ud. Jeg har en uddannelse, en hel del erfaring, men nu, efter 2. barn, føler jeg mig lidt sat tilbage. Eller.. I tvivl om, hvor jeg skal gå hen. Lige i øjeblikket er jeg ved at læse Helle Helles bog “hvis det er” som handler om en kvinde, som farer vild i en skov. Jeg er ikke faret vild. Ikke helt i al fald. jeg har en idé om, hvor jeg skal gå hen. Det har jeg. Men alligevel føles mit liv her på barsel lidt som en skov. Et isoleret sted fra omverdenen, hvorfra jeg kan gå i hvilken som helst retning. Og den retning, som jeg vælger, er afgørende for, hvilket liv og hvilken virkelighed jeg møder på den anden side af alle træerne. Det er et bevidst valg, at det er mig der går hjemme længst tid med ham den bette, men jeg skal lige finde mine ben i det. Det er en stor del af vores samfund at stille spørgsmål som; “jamen, hvad laver du så?” eller “okay, hvad skal du så bruge din uddannelse til?” eller “hvad skal du så bagefter?”. Drømme har jeg masser af, men at få omsat dem til virkelighed er en anden sag. En sværere sag. Lige i øjeblikket er det bare sin sag at turde sige, at jeg drømmer. For måske bliver de bare ved at være drømme drømmene? Og det er dét der holde mig tilbage; frygten for at fejle. Floppe.
I første omgang vil jeg forsøge at tage et skridt ad gangen. En dag ad gangen. Og faktisk er bloggen her en del af dét; For jeg drømmer om at skrive. Og ‘lave’ ting. (There, I said it. Så konkret og uspecifikt som jeg turde..) Tænk engang, hvis jeg kunne leve af dét? Indtil da øver jeg mig på livet løs, og gør hvad der gør mig glad; skriver her. Kreere ting, og viser dem frem drypvis.
En dag ad gangen. I mit nye årti. Jeg glæder mig allerede til i morgen.
Hel og i stykker.
Når den længste dag føles som den korteste
Må vi godt tale om andet end C-ordet?
Skriv et svar