Om held i uheld og en julestjerne ?

I år skete der noget, som ikke er sket før. Jeg tog afsted på juleferie uden min computeroplader…
Dette skriv lyder måske en smule som en dårlig undskyldning a la “mine akvariefisk spiste mine noter”, men hold ud… Min glemte oplader viste sig nærmere at blive en lille juleåbenbaring. A la “held i uheld”.

Dét med ikke at have adgang til min computer i juledagene, er noget som uden overdrivelse ikke er sket de sidste 8 år. De sidste 8 år, hvor jeg i juleferien også har haft eksamensperiode. Sidste år sad jeg endda med hovedet i specialet de fleste af julens timer. Og hvilken dårlig samvittighed det gav mig. Særligt i forhold til at opleve julen fuldt og helt med mit barn. Inden vi tog afsted til familie i øst og vest i år, følte jeg mig nogenlunde forberedt på julens komme. I al fald i forhold til at have styr på gaver og andet praktik. Men som det sig hør og bør, endte jeg med at løbe forvirret rundt som i scenen fra ‘Alene Hjemme’, hvor de ender med at glemme Kevin. Og så skete det altså som sagt, at opladeren blev efterladt derhjemme..

Dagene gik, og i starten havde jeg svært ved at slippe frustrationen. Jeg undersøgte endda om vores familie eller deres naboer lå inde med en oplader. Det gjorde de (heldigvis) ikke. Heldigvis, fordi.. Stille og roligt blev jeg i stand til at lægge irritationen over min online begrænsning fra mig, og tog i stedet idéen til mig og holdt også helt pause fra instagram . Ja, jeg endte ligefrem med at finde en form for ‘positiv visdom’ i dén oplevelse. En tanke om, at jeg skal være bedre til også at koble fra. Holde ‘online fri’.

Jeg vil bare så gerne det hele. Eller. Det ved jeg nu, at jeg ikke vil. Jeg vil gerne Være sammen med mine kære. Kunne slappe af, uden hele tiden at tænke “jeg kunne liiiige tjekke..” Og hvis tiden og overskuddet er til det: udtrykke mig og lege herinde. Fordi det hele giver mig energi, og er meningsfuldt. Men ikke oven i hinanden.

Sådan skete det altså, at valget blev truffet for mig denne jul: Ingen computertid til mig. Og hvor har det dog været virkelig, virkelig dejligt. Sådan helt igennem som et varmt bad. Her – hjemme igen – tænker jeg fortsat meget over balancen mellem mit online og offline liv. Og når jeg er nået lidt videre, skriver jeg nok noget om det en dag..

Uheldet var, at jeg glemte min computeroplader.
Heldet var, at jeg følte mig fri fra online forpligtigelser.
Fri til at nyde, hvor heldig jeg føler mig over at have to små børn. Hvor omsorgsfuld min familie er. Og hvor gode de er til at kramme mine børn. Fri til at være førstehåndsvidne til en julestjerne i mit ældste barns øjne.